Bier

Tidlig på vårparten starta jeg på Bybi sitt birøkterkurs for nybegynnere. Nå på tirsdag ble det plutselig alvor. Et helt lite bifolk er bestilt, og kommer flyttende til Sagene en gang i Juli.

Som blokkbeboer uten videre tilgang på balkong eller grøntområdet var det ikke akkurat noen selvfølge at jeg skulle få til å sette igang selv – jeg har sjølinnsikt nok til å vite at jeg ikke gidder krysse halve byen hver uke for å sjekke at dyra har det bra. Men jammen har ikke alt ordna seg til det beste. På tirsdag fikk jeg tilbud om å ha biene i noens have.

Bra kurs. Kursholderne er flinke folk, – også hjelper de oss med å skaffe alt de trenger for å starte opp sjæl. Venner å røkte sammen med. Dingser og utstyr. Bier. – Også får vi små nybegynnerne en fadder som vi kan spørre om hjelp når vi er i tvil, og det skader nok heller ikke. Biene kan jo blir sjuke. Eller det kan komme mus inn i kuben. Eller kanskje  de ikke gidder mer, og flytter hjemmefra? Mange tusen små er mange folk å ha ansvar for, skal jeg si deg.

Nå er jeg ikke alene om å passe på Dronning Gunhild og hennes mange tusen små. Jeg skal dele nybegynnerkuben med ei venninne, så får vi se hvordan det fyker av. Så skal jeg prøve å oppdatere hele verden herfra i tillegg.

Bilde fra wikimedia.

Laivbok

For fire år sida skrev jeg og Aksel en artikkel i en bok. (Som det står mer om her)

Siden fire år er lenge, og siden boka er utsolgt, er den nå oppe for fri nedlastning til den som skulle ønske det.

Last ned bok. Se på alle de fine bildene. Tenk over hvor trist det er at du ikke laiver.

Zacharias’ brev 1 – Hjemlengsel

Zacharias Møller, (f.1779) lærersønn fra København, hoppa som 19-åring av teologistudiene sine for å dra til Moss for å være huslærer. Det høres jo unektelig litt traurig ut å bytte København mot Moss, men til syvende og sist skulle han ende med å bli boende i Østfold mesteparten av livet.

Dette er de første to breva i brevkladdeboka etter Zacharias. Den begynner i 1798, og fortsetter noen år framover, – breva går mest fra Moss, men tar også en tur innom Christiania og Hedmarken. En tid kommer de fra København. Mange er udaterte, mange går til folk jeg ikke har klart å spore opp, endel er litt mystiske, liksom skrevet i koder for at bare de som allerede vet… hva det nå måtte være… vil skjønne hva det gjelder. Etter å ha pløyd meg gjennom samtlige av breva, har jeg likevel kommet fra til at de sikkert har interesse også for de som ikke er hans tipp-tipp-oldebarn.

Det første er til en kompis, Fogh, hvem nå han måtte være – jeg har ikke funnet noen klar kandidat. Jeg liker det første brevet veldig godt, med den såre mimringa over å ha forlatt København, og «være udenfor sit Fædreneland», og fordi det han savner i hovedstaden er sånne hverdagslige ting man gjør med kompisene sine.

Har ingen referanse på bildet, men du finner om ikke annet kalkbrenneri, Kastellet og Peblinge sø så du kan orientere deg i byen.

FRA ZACHARIAS MØLLER TIL FOGH.

Moss 10 novbr 98 – Charmante Ven!
Du skal ikke vente mig paa Volden i Aften, thi jeg troer næppe at jeg gaaer ud og bader mig i Dag; men vil du komme i Morgen Aften og hente mig, saa skal jeg gaae med dig ud ved Kalk-brænderiet; lad mig nu see at du kommer vist jeg veed ellers ikke om du er stødt over noget, da jeg ikke har seet dig hos mig paa en heel Maaned ; men maaskee det er fordi jeg er flyttet at du synes spadsertouren op til mig er for lang, ja der kan man see hvor magelig du er. Fy! Skam! Dig, giør du ikke meere af din Ven –

Men alvorlig talt, min Kjære Fogh! Jeg længer inderlig meget efter at tale med dig, og nu da vi ere skildte ad, føler jeg ret, hvor meget jeg holdt af dig, og naar jeg tænker paa hvor længe det endnu vil vare inden jeg igien kommer til at giøre en behagelig Spadsertour med dig, saa synes jeg at være fængslet. Det er dog saa underligt at være uden for sit Fædreneland, nu forekommer mig alt omkring ved Kiøbenhavn vakkert, og tænker mig ofte med Glæde tilbage, at gaae ved din Side og see Maanen titte frem igienem Trææ-Toppene i Alleen ved det gamle Kalkbrænderie, jeg hører dig synge: Højt lyder Bedeklogens Slag, og Bag klippen ved den nøgne Strand*; nu staae vi (en annen aften) paa Peblinge-Søe Broen og høre en (…) Baad glide hen over vandet, imedens den ildrøde Maane arbejder sig frem ud af Kiøbenhavns Taage; mindes du den, megen Moroe vi har havt i Kreydahls Sælskab, jeg seer saa grant hvor han staaer paa Broen og vasker sin Karo, og beder den heele Række som holder ham i Kiolen, for Guds Skyld ikke at slippe; hvor han staaer ude i Vandet lukker Øynene, dukker under og bander Drengene som fyrer paa ham fra Slæbe stædet; jeg føler endnu hvor han dunker os for Brystet og byder os Snuus Tobak medens han i største Iver spørger os: Var det ikke ret? Det sagde jeg saa Gud! Saa skal De have! hvad? hvad? – hvad siger De Fogh? –

Her blir noe borte for oss som ikke var der, jeg overlever, og setter likevel pris på kompisfølelsen i skildringa. Håper ikke jeg er allene om det. Jeg vet ikke hva en Karo er, og jeg skjønner ikke ordet jeg har utelatt over, det med latinske bokstaver. Nisciserende? machiserende? – døm sjæl.

Jeg skulde nok ikke troe han bader sig længer, skiøndt han endnu holdt ved da jeg reyste – hvor længe blev du ved? Du svarer ikke – svar dog! Skrig saa høyt du kan saa skal jeg forsøge om jeg ikke kan høre det, ved at lytte efter. – Jeg ærgrer mig næsten ogsaa over at jeg ikke kommer til at løbe Skøyter paa Peblinge Søen med dig i Vinter, eller paa Castel Graven eller til Lunde Huuset med Blick og Schouboe – - -

Men stop! Jeg løber alt for dybt ind i Sagerne der hjemme og glemmer reent Norge, hvor jeg dog virkelig er, ja nu er jeg der, og jeg veed ikke hvor Tiden er bleven, jeg synes det er kun gaaen kort siden den morgen jeg gik med dig i Contra Skæret, og sagde: nu er der kun 14 Dage til, saa er jeg i Norge.

Reysen her op morede mig meget, skiøndt jeg ofte blev gienmblødt og pidsket af Hagel og Storm; thi vi havde undertiden ogsaa godt Veyr og kom igiennem fortryllende Egne: dersom du skiøtter om det, skal jeg eengang sende dig nogle af mine Reysee-Tildragelser: thi jeg har holdt Dag-bog paa heele Reysen. 2 Octb kom jeg til mit bestemmelses Stæd her paa Moss, blev meget artig modtaget og fandt for saavidt alting efter Ønske, jeg har faaet 3 meget vakre og snilde Børn at læse for og beholder deres heele Fortrolighed, man lever brillant og der bliver giordt meget af mig . Egnen her omkring er vakker og især et Stykke fra Byen aabner sig en romantisk Udsigt.

Det er ikke flust med ute-bade-bilder fra 1790-tallet, men Thomas Rowlandsonds bilde fra Brighton er jo omtrent i riktig tid, – om enn ikke i en urban Københavnersetting.

——
* Om du søker på spotify, finner du en versjon under navnet «Maria græd ei mer for mig», innspilt av Lydom & Høirup. Ser ut til at melodien er gått tapt, men de har lagd en ny som er veldig fin. Ifølge denne boka er visa skrevet av P. A. Heiberg.

 

Muffe og teaterbillett

Jeg fikk denne pelsmuffa som gave. Den røyter værre enn bikkja mi, men er innmari kul, selv om pels er… ikke helt det man viser seg med offentlig om dagen. Usikker på åssen pels det er – fingrene mine kjenner ikke forskjell på bikkje, rev og ulv. De eneste pelstypene jeg kjenner igjen er mår og mink og kanin. Altså – estetisk er tida 1920-48 den jeg liker best, og supermuffa passer jo utmerka inn i tidsintervallen.

Kanskje det kuleste er likevel teaterbilletten til Centralteatret 1946. Jeg går jo ikke så mye på teater, men jeg har likevel en ikke så liten hobbyinteresse for norsk teater og revy i mellomkrigstida. Og jeg elsker når de gamle klærne jeg ender opp med har sånne detaljer som viser akkurat når og hvor de er brukt.

Det står dessverre ikke hvilken forestilling det gjaldt, men basert på datoen er det jo lov å gjette: Juleforestillinga på Centraltheatret i 46 var Helge Kroghs lystspill «På solsiden» fra 1927. Oppsetninga står det mer om på side 256/257  i Centraltheatrets historie.

«På solsiden», 1946. Jon Lennart Mjøen, Wenche Foss, Henki Kolstad, Wenche Kloumann, Arne Bang-Hansen, Sigrun Otto

Elles er det uråd å ha bilete til altslag, so ein aldri stend fast, jamvel um ein hev råd til å kjøpa.

Kostsame og vel for-seg-gjorde veggbilete kan vere bra nok. Men i dette stykket er dei ringare enn tavleteikningar, der me steg for steg kan syna korleis ein veg vert bygd …, korleis ei elv brigdar lægjet sitt …, korleis potetplanten veks og økslar seg av ei nedgravi potet, korleis eit vulkansk utbrot ser ut … alt dette kan ein syna med å brigda teikningi på tavla. Og dermet vert det meir levande.

Jeg glemmer noen ganger hvor kjekt det er med teknologi. Neida. Det er jug, jeg glemmer det ikke, men det hender at jeg ikke helt tar inn over meg hvor stor innvirkning det har på hverdagslivet. Ikke smarttelefoner, ikke idag. Men prosjektører i klasserommet, – skolebøker med bilder og farvetrykk, oppdaterte verdenskart (og hver gang han dro ned kartet, sa lærer Bjarne med innøvd rutine i stemmen at «ja, nå heter det jo ikke sovjetunionen lengre, da, kartet er litt gammelt»), – Åssen lærte jeg egentlig noen ting uten å studere arbeidsprosesser på youtube? Hadde engelsken min noen gang blitt funksjonell uten Fresh Prince, Skulk, Ocean Girl og mIRC?

Jeg får vibber av dette bildet. Tidlig metall? Vi sier det.

Men altså. Wilhelm Kvalheims bok om Tavleteikning fra 1932, – jeg trur den er beregna på lærerskolen, er en intimiderende affære. Ikke at den ikke er nyttig, med alle sine øvelser og inspirerende godord om hvordan en lærer som en god med krittet kan inspirere unger i små bygdeskoler, men fordi de inspirerende skrytebildene i slutten av boka er… så… perverst kompetent utført. Og fordi du aldri må glemme hvor viktig det er å tegne fort, og kompetent, og gjøre det rett på første forsøk – hvis ikke kjeder barna seg, måvite.


Det starter jo greit nok, mor vasket tøy og far hogger ved
og hele familien er i arbeid og alt er ved det normale.


Lampa, mann. Lampa. Og koppen.


Og verdensrommet… viktig å tegne snøggt sier Kvalheim.
Ikke kjed ihjæl elevene.


Og etter nasjonaløkonomien… tar jeg kvelden.

Jantzen swimsuits

Jeg hadde aldri hørt om dette badedraktmerket. Visste ikke at det var de som fant opp ordet «swimsuit» en gang for mange herrans år siden, eller at de var kjent for å lage badedrakter med så mye trøkk at du kunne være trygg på å kjenne deg pen på stranda selv om du ikke hadde på deg de innskjerpende hverdagsunderklærne dine.

Men etter at jeg fikk denne saken her av en kollega, – bitteliten sak, forresten. Jeg tror aldri den har vært brukt, og jeg tror aldri den vil bli det heller, med mindre jeg blir alvorlig syk eller noe slikt, og alvorlig syke pleier vel ikke sprade rundt i turkis badedrakt. Uansett – etter at jeg fikk denne badedrakta, som kanskje er fra starten av 60-tallet eller slutten av 50-tallet, har jeg brukt endel tid på å glo på reklameplakater på nett.

Det det ikke er gitt at du kan gjette deg til, er at jeg er mest forelska i det elastiske stoffet, som er så sterkt og strukturert, og som jeg aldri har klart å finne maken til. Jeg liker at stoff har litt struktur. Jeg kan ikke utstå det glatte mikrofibrete badetøyet jeg må ty til til daglig, særlig i bysteområdet. Næh, go meg litt hard elastikk, så blir jeg glad.

Nå formaner jeg meg selv om å ikke nevne det mannlige blikket, og sier heller «striper, striper» «snitt, snitt».

Her holder det hardere, – men om noen ga meg den bakerste av badedraktene, skal det gå heelt fint at det er pinlig å kjøpe klesplagg som er markedsført som «the look a man likes».

Og nå er endelig boka med badetøysymønstre lagt ut for salg. Det er jo også noe å glede seg til.

Efit 2014

Som nevnt en haug ganger tidligere pleier jeg å velge en helt vanlig dag å skrive om. Men som nevnt for en måneds tid siden kjennes ingen ting riktig normalt om dagen, altså tenkte jeg det var likegodt å velge ukas lengste og mest abnormale dag, – vi får se senere om det var vellykka.

Jeg er i grunnen ikke helt sikker på om det var det, men here goes – jeg er faktisk i det niende året nå, – om 2011-lakuna ikke medregnes.

Tidligere efiter
2014 - 2013 - 2012 - (2011) - 2010 - 2009 - 2008 - 2007 - 2006

07:30
Aksel dro meg ut av senga. Denne dagen tror jeg det var venstrebenet han dro i, og jeg vaska meg og kom meg ut i stua og spiste denne fryktelig inspirerende frokosten. Det var veldig skuffende å ikke ha mer skinke igjen. Bare ost er kjedelig.

08:30
Og så kom jeg meg på bussen, og kom meg av bussen omtrent samtidig med alle andre. Noen dager er dette et innmari fint øyeblikk, og alle foran meg får en underlig, oransj glorie på grunn av mårrasola, men idag valgte verden å ta på seg noe grått og disig.

Men himmelen var jo ganske pen.

09:30
Jeg satt liksom bare og jobba, og det skjedde helt monotont fra time til time, og selv om det var helt allreit var det ikke så visuelt spennende. Derfor… Hanna var veldig søt denne mårran.

10:30
Sydlig utsikt fra vannkokerkroken… ikke riktig så gild. Grå dag, detta.

11:30
Aksel hadde mekka lønsj til meg. Den var god. Den var god kald også.

12:30
Det er kaffe i denne koppen.

13:30
Jeg prøver å skjønne meg på Ukraina. Av en eller annen grunn synes jeg det er fryktelig forvirrende, og hver gang jeg leser nyheter føler jeg at jeg ikke har ordentlig oversikt, og ikke skjønner hva som skjer.

14:30
Omtrent her kunne jeg ha innsett at jeg burde vaske kameralinsa på telefonen min, og at det er en grunn til at alle bildene denne dagen ble tåkete, men det skjønte jeg ikke. Poenget er i alle fall at jeg skrev ut en bunke papir, fordi jeg måtte gå tidlig fra jobb denne dagen og ville ha muligheten til å jobbe videre ved leilighet.

15:30
Jeg venter på bussen. Hanna syntes denne kråka var innmari interessant, og ved nærmere ettersyn var jeg enig med henne. Jeg tok flere bilder, tenkte bruke dem som tegnereferanse til senere, – han karen her fikk meg til å innse at jeg gjerne skulle ville kunne det, men fon min tok ikke bra nærbilder denne dagen. Veldig irriterende.

16:30
Begynner å mørtne nå. Jeg har ankommet Aksels foreldres hus, hvor jeg slipper Hanna ut i haven, og hun synes veldig lykkelig over det. Selv setter jeg meg i bilen for å kjøre til Blindern og plukke opp Aksel og resten av bandet hans.

17:30
Aksel fikk i oppdrag å ta bilde av meg, men de ble så fæle at jeg ikke vil legge dem inn. Tåkemarthe er alt dere får se.

18:30
Vel framme i gamlebyen kl. 18.00 skjønner vi at vi er en time for tidlig. Heller det enn en time for sent så klart, vi entrer tamburkjelleren. Jeg kjøper meg blomkålsuppe til middag.

19:30
Så er de i gang med å spille, men jeg sitter feil til og de sitter langt fra hverandre, så det er klin umulig å ta bilder av hele bandet på en gang.

20:30
Og det er varmt. Jeg sitter rett foran peisen, og for oss varmblodige er det en veldig dårlig idé. At så lite ved kan sende ut så mye varme er mer enn jeg skjønner meg på.

21:30
Etterhvert får se selskap på scena av Fredrkstadmusikanter.

22:30
Jeg tok et bilde av tre slitne musikanter, men det var ikke et heldig et, og dermed spoler vi en halvtime fram til jeg sitter i bilen mens de laster inn instrumentene, sånn i ellevetida.

23:30
Jeg vet ikke hvor åpenbart det er, men her begynner jeg å bli ganske sliten. Føret er kjipt, jeg mister veigrepet i 40kmt, og må kjøre så sakte så sakte. En gang kommer det en lastebil mot oss, godt over midlinja, og jeg vet jeg vil skli ut om jeg svinger. Må bare puste rolig og stole på at sjaføren klarer å hente seg inn.

00:30
Det er derfor vi fortsatt er ute og kjører en time senere, uten å på noen måte ha kommet så langt som vi skulle. På et tidspunkt stopper vi og kjøper pølse. Jeg trenger å klarne hue.

01:30
Men omsider er vi tilbake hos Aksels foreldre, og en hund som er like trøtt som meg.