Zacharias’ brev 2 – Skøyteløp

[Brev 1 | Brev 2]

Jeg liker så godt Gilbert Stuarts skøytebilde fra 1780. Men under finner du en lenke til ei side med flere bra skøytehistoriebilder.

Det står ikke hvem dette brevet skulle til, men tonen er så lik det forrige, at jeg antar det var Fogh som fikk det. Men dette er ren gjetning fra min side, og du må altså ikke stole på meg. 

Greit, greit, det er ikke det morsomste brevet om du ikke er mossepatriot og elsker å lese om hvor vakkert det er på Moss. (Det blir så mye bedre snart, jeg lover!) 

Det er alltid morsomt med skøyter. Det ble importert endel skøyter til Christiania på begynnelsen av 1790-tallet. Skøyter var en rimelig hipp hobby å ha.

Jens Gram, som såvidt nevnes i slutten blir et gjennomgangstema, men på veldig veldig kryptisk maner. Mer om det senere. 

Historienørden i meg ville nøste opp trådene på slutten, – jeg skulle liksom finne ut hvilket stykke kongen fikk oppført på bursdagen sin, og om det faktisk ble maskerade i København i 1798, men jeg frykter det krever en tur på nasjonalbiblioteket, og siden jeg ikke fikk somla meg dit, ga jeg opp. Kanskje senere. Kanskje senere.

D 17 Novbr

I Mandags den 14 fik vi først Frostvejr her, efter at vi bestandig havde havt Regn, Taage og Sol, siden jeg kom her, men nu har det ogsaa froset raskt lige til i Dag, og jeg har alt løbet paa Skøyter siden i Torsdags, du maae troe her er en prægtig Skøytebane hvor man har Skovbegroede Klipper paa begge Sider, og det degeligste Maanskin om Aftenen, du skulde være med, ja gid du var her, du maae endelig lade mig viide, om man længe har kundet løbe paa Skøyter hos jer, ogsaa maae du giøre mig den Tieneste, at sende mig nogle gode Haand-Tegninger op, som Preislers Fundamenter, landskaber med videre, thi jeg har nu dobbelt Lyst til Tegning, og vilde vel ønske mig deri Fulkommenhed deri, især da jeg til Sommeren kommer til at ligge paa et Lyststed uden for Byen, hvor jeg fra den aabne Aletan, som er oven paa Huuset, har de skiønneste Situationer for mig; paa den eene Side det vilde Hav, paa den anden Mosse Sundet, paa hvis Bredder, nydelige Lystgaarde omringede af Kneisende Gran Skove og frugtbart Agerland hæver sig, her bruser en Søe, hist risler en Bek, kort alt er saa malerisk, at jeg ærgrer mig, naar jeg tænker paa, at jeg ikke engang kunne male et par døde Fugle. –

Naar du vil skrive mig til hvor meget Tegningene koste som jeg haaber du sender mig, saa skal jeg ufortøvet skikke dig Pengene ned, eller ifald du vilde være mig saa overmaade precios, at laane mig nogle af dine Tegninger, saa skal du være min allernaadigste Ven. Lev nu vel og hils alle fælleds Bekiendte fra mig, ikke at forglemme Bildthugger Gram og Kreydahl, ham maa du endelig undskylde mig hos, at jeg ikke fik Tiid at komme op og tage afskeed med ham, som jeg havde lovet.

Din Ven
Z. Møller.

Skriv mig endelig til med første Post, og lov mig viede alt det Nyt, du kan skrabe sammen, ibland andet, hvad Komædie der bliver opført paa Kongens Gebursdag, og om der bliver Maskerade; fortæl mig ogsaa noget om Jens Gram, ifald du endnu omgaaes ham – Hvad du vil sende mig behøver du blot at levere til min Moder, som da besørger det – Jeg kommer maaskee til Sommeren og giør et besøg hos jer gode Kjøbenhavnere, -


* Mer skøytehistorie finner du her.

J. W. Edy – «Moss over broen» 1801.

Bier

Tidlig på vårparten starta jeg på Bybi sitt birøkterkurs for nybegynnere. Nå på tirsdag ble det plutselig alvor. Et helt lite bifolk er bestilt, og kommer flyttende til Sagene en gang i Juli.

Som blokkbeboer uten videre tilgang på balkong eller grøntområdet var det ikke akkurat noen selvfølge at jeg skulle få til å sette igang selv – jeg har sjølinnsikt nok til å vite at jeg ikke gidder krysse halve byen hver uke for å sjekke at dyra har det bra. Men jammen har ikke alt ordna seg til det beste. På tirsdag fikk jeg tilbud om å ha biene i noens have.

Bra kurs. Kursholderne er flinke folk, – også hjelper de oss med å skaffe alt de trenger for å starte opp sjæl. Venner å røkte sammen med. Dingser og utstyr. Bier. – Også får vi små nybegynnerne en fadder som vi kan spørre om hjelp når vi er i tvil, og det skader nok heller ikke. Biene kan jo blir sjuke. Eller det kan komme mus inn i kuben. Eller kanskje  de ikke gidder mer, og flytter hjemmefra? Mange tusen små er mange folk å ha ansvar for, skal jeg si deg.

Nå er jeg ikke alene om å passe på Dronning Gunhild og hennes mange tusen små. Jeg skal dele nybegynnerkuben med ei venninne, så får vi se hvordan det fyker av. Så skal jeg prøve å oppdatere hele verden herfra i tillegg.

Bilde fra wikimedia.

Laivbok

For fire år sida skrev jeg og Aksel en artikkel i en bok. (Som det står mer om her)

Siden fire år er lenge, og siden boka er utsolgt, er den nå oppe for fri nedlastning til den som skulle ønske det.

Last ned bok. Se på alle de fine bildene. Tenk over hvor trist det er at du ikke laiver.

Zacharias’ brev 1 – Hjemlengsel

Zacharias Møller, (f.1779) lærersønn fra København, hoppa som 19-åring av teologistudiene sine for å dra til Moss for å være huslærer. Det høres jo unektelig litt traurig ut å bytte København mot Moss, men til syvende og sist skulle han ende med å bli boende i Østfold mesteparten av livet.

Dette er de første to breva i brevkladdeboka etter Zacharias. Den begynner i 1798, og fortsetter noen år framover, – breva går mest fra Moss, men tar også en tur innom Christiania og Hedmarken. En tid kommer de fra København. Mange er udaterte, mange går til folk jeg ikke har klart å spore opp, endel er litt mystiske, liksom skrevet i koder for at bare de som allerede vet… hva det nå måtte være… vil skjønne hva det gjelder. Etter å ha pløyd meg gjennom samtlige av breva, har jeg likevel kommet fra til at de sikkert har interesse også for de som ikke er hans tipp-tipp-oldebarn.

Det første er til en kompis, Fogh, hvem nå han måtte være – jeg har ikke funnet noen klar kandidat. Jeg liker det første brevet veldig godt, med den såre mimringa over å ha forlatt København, og «være udenfor sit Fædreneland», og fordi det han savner i hovedstaden er sånne hverdagslige ting man gjør med kompisene sine.

Har ingen referanse på bildet, men du finner om ikke annet kalkbrenneri, Kastellet og Peblinge sø så du kan orientere deg i byen.

FRA ZACHARIAS MØLLER TIL FOGH.

Moss 10 novbr 98 – Charmante Ven!
Du skal ikke vente mig paa Volden i Aften, thi jeg troer næppe at jeg gaaer ud og bader mig i Dag; men vil du komme i Morgen Aften og hente mig, saa skal jeg gaae med dig ud ved Kalk-brænderiet; lad mig nu see at du kommer vist jeg veed ellers ikke om du er stødt over noget, da jeg ikke har seet dig hos mig paa en heel Maaned ; men maaskee det er fordi jeg er flyttet at du synes spadsertouren op til mig er for lang, ja der kan man see hvor magelig du er. Fy! Skam! Dig, giør du ikke meere af din Ven –

Men alvorlig talt, min Kjære Fogh! Jeg længer inderlig meget efter at tale med dig, og nu da vi ere skildte ad, føler jeg ret, hvor meget jeg holdt af dig, og naar jeg tænker paa hvor længe det endnu vil vare inden jeg igien kommer til at giøre en behagelig Spadsertour med dig, saa synes jeg at være fængslet. Det er dog saa underligt at være uden for sit Fædreneland, nu forekommer mig alt omkring ved Kiøbenhavn vakkert, og tænker mig ofte med Glæde tilbage, at gaae ved din Side og see Maanen titte frem igienem Trææ-Toppene i Alleen ved det gamle Kalkbrænderie, jeg hører dig synge: Højt lyder Bedeklogens Slag, og Bag klippen ved den nøgne Strand*; nu staae vi (en annen aften) paa Peblinge-Søe Broen og høre en (…) Baad glide hen over vandet, imedens den ildrøde Maane arbejder sig frem ud af Kiøbenhavns Taage; mindes du den, megen Moroe vi har havt i Kreydahls Sælskab, jeg seer saa grant hvor han staaer paa Broen og vasker sin Karo, og beder den heele Række som holder ham i Kiolen, for Guds Skyld ikke at slippe; hvor han staaer ude i Vandet lukker Øynene, dukker under og bander Drengene som fyrer paa ham fra Slæbe stædet; jeg føler endnu hvor han dunker os for Brystet og byder os Snuus Tobak medens han i største Iver spørger os: Var det ikke ret? Det sagde jeg saa Gud! Saa skal De have! hvad? hvad? – hvad siger De Fogh? –

Her blir noe borte for oss som ikke var der, jeg overlever, og setter likevel pris på kompisfølelsen i skildringa. Håper ikke jeg er allene om det. Jeg vet ikke hva en Karo er, og jeg skjønner ikke ordet jeg har utelatt over, det med latinske bokstaver. Nisciserende? machiserende? – døm sjæl.

Jeg skulde nok ikke troe han bader sig længer, skiøndt han endnu holdt ved da jeg reyste – hvor længe blev du ved? Du svarer ikke – svar dog! Skrig saa høyt du kan saa skal jeg forsøge om jeg ikke kan høre det, ved at lytte efter. – Jeg ærgrer mig næsten ogsaa over at jeg ikke kommer til at løbe Skøyter paa Peblinge Søen med dig i Vinter, eller paa Castel Graven eller til Lunde Huuset med Blick og Schouboe – - -

Men stop! Jeg løber alt for dybt ind i Sagerne der hjemme og glemmer reent Norge, hvor jeg dog virkelig er, ja nu er jeg der, og jeg veed ikke hvor Tiden er bleven, jeg synes det er kun gaaen kort siden den morgen jeg gik med dig i Contra Skæret, og sagde: nu er der kun 14 Dage til, saa er jeg i Norge.

Reysen her op morede mig meget, skiøndt jeg ofte blev gienmblødt og pidsket af Hagel og Storm; thi vi havde undertiden ogsaa godt Veyr og kom igiennem fortryllende Egne: dersom du skiøtter om det, skal jeg eengang sende dig nogle af mine Reysee-Tildragelser: thi jeg har holdt Dag-bog paa heele Reysen. 2 Octb kom jeg til mit bestemmelses Stæd her paa Moss, blev meget artig modtaget og fandt for saavidt alting efter Ønske, jeg har faaet 3 meget vakre og snilde Børn at læse for og beholder deres heele Fortrolighed, man lever brillant og der bliver giordt meget af mig . Egnen her omkring er vakker og især et Stykke fra Byen aabner sig en romantisk Udsigt.

Det er ikke flust med ute-bade-bilder fra 1790-tallet, men Thomas Rowlandsonds bilde fra Brighton er jo omtrent i riktig tid, – om enn ikke i en urban Københavnersetting.

——
* Om du søker på spotify, finner du en versjon under navnet «Maria græd ei mer for mig», innspilt av Lydom & Høirup. Ser ut til at melodien er gått tapt, men de har lagd en ny som er veldig fin. Ifølge denne boka er visa skrevet av P. A. Heiberg.

 

Muffe og teaterbillett

Jeg fikk denne pelsmuffa som gave. Den røyter værre enn bikkja mi, men er innmari kul, selv om pels er… ikke helt det man viser seg med offentlig om dagen. Usikker på åssen pels det er – fingrene mine kjenner ikke forskjell på bikkje, rev og ulv. De eneste pelstypene jeg kjenner igjen er mår og mink og kanin. Altså – estetisk er tida 1920-48 den jeg liker best, og supermuffa passer jo utmerka inn i tidsintervallen.

Kanskje det kuleste er likevel teaterbilletten til Centralteatret 1946. Jeg går jo ikke så mye på teater, men jeg har likevel en ikke så liten hobbyinteresse for norsk teater og revy i mellomkrigstida. Og jeg elsker når de gamle klærne jeg ender opp med har sånne detaljer som viser akkurat når og hvor de er brukt.

Det står dessverre ikke hvilken forestilling det gjaldt, men basert på datoen er det jo lov å gjette: Juleforestillinga på Centraltheatret i 46 var Helge Kroghs lystspill «På solsiden» fra 1927. Oppsetninga står det mer om på side 256/257  i Centraltheatrets historie.

«På solsiden», 1946. Jon Lennart Mjøen, Wenche Foss, Henki Kolstad, Wenche Kloumann, Arne Bang-Hansen, Sigrun Otto

Elles er det uråd å ha bilete til altslag, so ein aldri stend fast, jamvel um ein hev råd til å kjøpa.

Kostsame og vel for-seg-gjorde veggbilete kan vere bra nok. Men i dette stykket er dei ringare enn tavleteikningar, der me steg for steg kan syna korleis ein veg vert bygd …, korleis ei elv brigdar lægjet sitt …, korleis potetplanten veks og økslar seg av ei nedgravi potet, korleis eit vulkansk utbrot ser ut … alt dette kan ein syna med å brigda teikningi på tavla. Og dermet vert det meir levande.

Jeg glemmer noen ganger hvor kjekt det er med teknologi. Neida. Det er jug, jeg glemmer det ikke, men det hender at jeg ikke helt tar inn over meg hvor stor innvirkning det har på hverdagslivet. Ikke smarttelefoner, ikke idag. Men prosjektører i klasserommet, – skolebøker med bilder og farvetrykk, oppdaterte verdenskart (og hver gang han dro ned kartet, sa lærer Bjarne med innøvd rutine i stemmen at «ja, nå heter det jo ikke sovjetunionen lengre, da, kartet er litt gammelt»), – Åssen lærte jeg egentlig noen ting uten å studere arbeidsprosesser på youtube? Hadde engelsken min noen gang blitt funksjonell uten Fresh Prince, Skulk, Ocean Girl og mIRC?

Jeg får vibber av dette bildet. Tidlig metall? Vi sier det.

Men altså. Wilhelm Kvalheims bok om Tavleteikning fra 1932, – jeg trur den er beregna på lærerskolen, er en intimiderende affære. Ikke at den ikke er nyttig, med alle sine øvelser og inspirerende godord om hvordan en lærer som en god med krittet kan inspirere unger i små bygdeskoler, men fordi de inspirerende skrytebildene i slutten av boka er… så… perverst kompetent utført. Og fordi du aldri må glemme hvor viktig det er å tegne fort, og kompetent, og gjøre det rett på første forsøk – hvis ikke kjeder barna seg, måvite.


Det starter jo greit nok, mor vasket tøy og far hogger ved
og hele familien er i arbeid og alt er ved det normale.


Lampa, mann. Lampa. Og koppen.


Og verdensrommet… viktig å tegne snøggt sier Kvalheim.
Ikke kjed ihjæl elevene.


Og etter nasjonaløkonomien… tar jeg kvelden.

Jantzen swimsuits

Jeg hadde aldri hørt om dette badedraktmerket. Visste ikke at det var de som fant opp ordet «swimsuit» en gang for mange herrans år siden, eller at de var kjent for å lage badedrakter med så mye trøkk at du kunne være trygg på å kjenne deg pen på stranda selv om du ikke hadde på deg de innskjerpende hverdagsunderklærne dine.

Men etter at jeg fikk denne saken her av en kollega, – bitteliten sak, forresten. Jeg tror aldri den har vært brukt, og jeg tror aldri den vil bli det heller, med mindre jeg blir alvorlig syk eller noe slikt, og alvorlig syke pleier vel ikke sprade rundt i turkis badedrakt. Uansett – etter at jeg fikk denne badedrakta, som kanskje er fra starten av 60-tallet eller slutten av 50-tallet, har jeg brukt endel tid på å glo på reklameplakater på nett.

Det det ikke er gitt at du kan gjette deg til, er at jeg er mest forelska i det elastiske stoffet, som er så sterkt og strukturert, og som jeg aldri har klart å finne maken til. Jeg liker at stoff har litt struktur. Jeg kan ikke utstå det glatte mikrofibrete badetøyet jeg må ty til til daglig, særlig i bysteområdet. Næh, go meg litt hard elastikk, så blir jeg glad.

Nå formaner jeg meg selv om å ikke nevne det mannlige blikket, og sier heller «striper, striper» «snitt, snitt».

Her holder det hardere, – men om noen ga meg den bakerste av badedraktene, skal det gå heelt fint at det er pinlig å kjøpe klesplagg som er markedsført som «the look a man likes».

Og nå er endelig boka med badetøysymønstre lagt ut for salg. Det er jo også noe å glede seg til.