Zacharias’ brev 4 –

Dette brevet går til Edvards storebror, Johan Storm Munch. Da jeg gravde meg gjennom arkivet etter Zacharias, fant jeg brev fra Johan skrevet 35 år senere, etter at Johan var blitt biskop i Kristiansand og Zacharias hadde gifta seg til Thorsø herregård. Men det er ikke der vi er nå. På dette tidspunktet går brevet fra en engstelig huslærer som har avbrutt studiene sine – til en kompis som fremdeles strever med teologistudiene. 

Som alltid: Om dere vet hvem noen av de omtalte personene er, setter jeg pris på at dere forteller det i en kommentar.

[Brev 1 | Brev 2 |Brev 3]

Kjære Johan!

Moss 15. Dec. 1798.
Synes du ikke at din Møller er frisk Gut til at holde Ord; aldrig saa snart skulde han være i Norge, før han skulde skrive dig til, og dog har han nu været der paa 3die Maaned uden at du har havt noget fra ham – men vær overbevist at jeg ikke destomindre har tænkt paa dig med det varmeste Hierte; du mindes selv dine Følelser ved Hiemkomsten til det tryllende Norge, skjøndt det ikke var dig fremmed, hvor fortumlet maatte ikke da jeg stakkel blive, som aldrig har været uden for mit Fødeland, og nu med et kom ind paa den nye Skueplads, hvor man henrives af de skiønneste Natur-Scener, som ideligen afvexle med hinanden? Jeg har endnu ikke kunnet faae Leilighed til at sætte min hen og skrive dig udførligt Brev til. Hver Løverdag har jeg foresat mig at begynne midt i Ugen paa mine Breve, men Løverdagen er kommet igjen uden at der er blevet noget udrettet, og Løverdagen selv synes mig bestandig for kort til at begynde noget paa, og saaledes er der til min egen ærgrelse aldrig blevet noget af.

Jeg studser naar jeg tænker paa de tre Maaneder og begriber ikke hvor Tiiden er blevet af, da vi sidst taltes hos din Svoger og jeg fulgte dig til Mad. Lunds Dør. Jeg længes meget efter at vide hvorledes det gaar til nede i Kjøbenhavn, du er vel allerede dybt inde i Attestasen og Huus med. – Her har jeg en følelse av at noe mangler.

Er der blevet nogen Forandring med Exam Theol?

Hvad mig angaaer da lever jeg ret fornøiet, man sørger for at giøre mig alting efter Ønske, de 3 Børn jeg læser med kommer mig langtfra ikke til at angre min gamle skolemester Klincks Spaadom, at jeg nok selv engang skulde blive Skolemester (thi det truede han os gierne med naar vi plagede ham om lov eller vristede naar vi skulde læse om den Hellig Aands 7 Naadevirkninger). Tvertimod det glæder mig meget, de have alle et meget godt Hierte, ypperlig Genie og stor Viidelyst; jeg er deres Fortrolige og de holde intet skjult for mig. –

Min forknyttelse giør mig, som du nok kan slutte, stort (afbræk?), jeg holder mig for det meste inde paa mit Værelse om Aftenen (jeg tænker man holder mig for en Menneskehader). Ved Bordet er jeg gierne stum som en Fisk, i Sælskab ligesaa, naar jeg ikke kan unddrage mig derfra. Gud være lovet, Winge er selv ikke meget snaksom af sig, og jeg kommer altsaa godt ud af det med ham, men Madame har foraarsaget mig des mer Piine, hun er gandske af den fiine Verden, saa Venlig, saa forekommende, saa sødttalende, men hvor meget hun mener med det vil vi ikke tale om. Jeg har adskillige gange maattet spadsere med hende og Huusjomfruen, og jeg tænker endnu med Græmmelse paa den slette Figur jeg har giort. Nogle Gange naar vi saaledes har spadseret om Aftenen, har jeg gjort Vold paa mig selv og begyndt at prate lidt, men misfornøyelse med mig selv og Frygt for at skulde enuijre Damerne med min uinteressante Snak har straks sjort mig maalløs igjen, og jeg har stirret mod Stiernene under en høytidelig Taushed og slæbet dem hjem igjen.

For en Uges Tiid siden, da Madame en Aften viiste mig en Kasse fuld af gamle Sølvmynter fik jeg, fordi jeg beundrede dem, Lov til at udsøge mig et Par, men da jeg var for undseelig dertil, gav hun mig fulde 4 stykker, jeg stak dem med et dybt Buk og mange prægtige Complimenter i Lommen.

… og så er vi nok en gang tilbake hos Wulfsberg, og denne krangelen som nå er beskrevet til minst tre ulike kamerater, uten at kjernen i saken helt er kommet fram…

Wulfsberg er som jeg har erfaret, kommet til Kjøbenhavn, han skal have været meget syg. Jeg tror ved koldere Eftertanke at jeg har forurettet ham i et Brev, og det har jeg vidst, og hvis saa er, har jeg upaatvivelig tabt en Ven, han tilgiver mig neppe. Tuusind og Tusind Gange vil jeg takke dig hvis du kan formaa ham til at skrive mig til, anvend al din Bestræbelse, skulde det ikke lykkes dig, da udforsk hans Sindelag imod mig. (dog hvi siger jeg udforske? Jeg frygter kun med altfor megen Grund at han allerede for længst har meddelt dig det og sat mig i et foragteligt Lys. Den Samstemning som hersker mellem jer har maaske ogsaa giort dig kold imod mig) og meddel mig det, thi endnu for Tiiden vover jeg ikke at skrive ham til.

Jeg skylder Wulfsberg 7 eller 8 Sh. som jeg beder dig du af de indesluttede 3Rd. vil betale ham og levere det overblevne til min Moder, hvis jeg ikke havde dig til Mægler turde jeg ikke under nærværende Crisis sende dem, hun turde maaske ansee det for en Trodsen, ligerviis som et Par Elskende naar de staar og kaste hinanden deres Foræringer i Øynene. Dersom du skytter om det skal jeg næste Gang sænde dig et Udtag af min Dagbog med alle mine Reyse-Følelser.

Da jeg ikke kan love at provoiere til min egen Efterrettelighed, saa beder jeg dig kun ikke straffe mig i din Vrede, men lade Naade gaa for Retten og næste Postdag glæde mig med et Brev, hvis et fra Wulfsberg fulgte med, vulde det behagelig overraske din opriktige Ven.

Z. Møller.

Hils paa det venskabeligste just, den fra sin Veys Vildfarelse omvendede Heins, (og da det er dig som har bragt ham tilbage i Kirkens Skiød, saa lykønsker jeg dig, du med din Løn: den som omvender en Synder har reddet en Siel fra Døden og skal skjule Synderens Mangfoldighed.) og Suur.

Du viiste mig en sant Tieneste hvis du ufortøvet vil levere den indesluttede Billett til den samme som laante Heens S. Sh. til en Parterre Billett. Jeg troer han skal boe i Gothersgd. Nr. 6. Det er mig meget Magtpaaliggende at faa den riktig besørget i hans egen Haand.

vive, vale nobisque faue.

Tørrhval

Nå har noen andre enn meg fått ansvaret for matlaginga i familien vår på laiven, og det er kanskje likegodt. Det er ikke så ryddig i hodet mitt om dagen, til det skjer det for mye på alle fronter. Nå er det mindre enn ei uke igjen, og som vanlig kom laiven som julekvelden på denne kjerringa her.

I forrige uke tørka jeg 1,6 kilo hvalkjøtt. Dyppa det i tynn saltlake med ørlittegranne honning i, og kjørte det i et døgn i svigermors urtetørker- Det smakte godt, veldig hval, og veldig godt, syns jeg. Det er dessverre ikke full enighet om tørrhvalens fortreffelighet. Nå har det stått på glass ei stund, og jeg håper virkelig det fortsatt smaker som det skal.

Oppdatering: Bier

Dronning Gunnhild og hennes barn kommer til Sagene i juli, starten av juli, og slikt krever forberedelser, må vite. Mattilsynet må varsles, kubekrakker må snekres, kuber må kjøpes, voksplater smeltes fast til rammene – dessuten må birøkterboka leses om og om og om igjen. Vi ligger ikke på latsida. Ugjorte forberedelser gjør meg innmari urolig.

Her er de nymalte kubene. Kanskje på sitt endelige sted, – vi er ikke helt sikre ennå.

In other news har driftige og flinke folk lagd bigård i Stensparken, hvor folk kan komme og se på birøkting. Det er ganske stilig. Jeg var på åpningsdagen, var med på dugnad og fikk se på røkting. Det var nyttig. Jeg fikk bevist for meg selv at jeg slett ikke er redd for bier (ikke at jeg trodde jeg var det, men av og til kommer jo instinktene og overrasker en), og fikk dessuten se hvordan man gjør dette i praksis. Det var en lettelse. Nei. Jeg er ikke redd for bier. Ja, jeg kjenner igjen både drone- og dronningceller når jeg ser dem. Nei, – jeg trenger sikkert ikke bekymre meg så forskrekkelig.


Nyttårsløftet mitt om å finne noe å skrive, – fornuftig eller ufornuftig – hver uke har jammen ikke vært lett å holde ved like. Jeg prøver å kvæle den lille stemmen bakerst i hodet som skriker at «dette er bare interessant for deg», og skrive løs uten å tenke. Det ble ei lakune i mai. Men hvem bryr seg. For nå skriver jeg igjen. Å jess.

Zacharias brev 3 – Flauser og sosialangst

[Brev 1 | Brev 2 ]

Dette er mitt absolutte favorittbrev i hele samlinga. Zacharias er så fryktelig lett å kjenne seg igjen i der han skånselløst beskriver sin egen sosialangst. Hvor vanskelig det er å prate med damer, hvor dårlig han skjønner de sosiale kodene i selskap med mosseborgerskapet, og hvor skremmende tanken på å bli prest i virkeligheten er for ham. 

Brevet går til Oppland, til Lands Prestegård og Zacharias gode venn Edvard Munch. Forøvrig endte Zacharias’ sønn, Thorvald med å gifte seg med Edvards barnebarn – noe som ikke er så rart som det høres ut. Han kom litt sent i gang med å frø seg, den godeste Zacharias.

For meg, som leker slektsforsker, er det altså morsomt at brevet går fra tipptippoldefar til tipptipptippoldefar. Andre bryr seg sikkert ikke om det, – men kanskje de bryr  seg om at Edvard var pappan til P. A. Munch? Det gir ham nå i alle fall en knagg å henge på. Det kommer ellers en morsom reiseskildring fra Zacharias’ besøk hos Edvard senere – en tur han også skriver om i dette brevet

Annet dere bør vite før dere leser: Winge og madame Winge er Zacharias arbeidsgivere. Her har vi hele familien, om enn etter at Zacharias tjeneste var over.

Kjære Edvard!

Frygt kun ikke, hverken Kjøbenhavnske eller Mossianske Nympher har været farlige for din Ven, han staaer som en Klippe – Desuden afskrækker saavel min Character som min Forfatning mig fra at fæste Øynene paa nogen Pige; thi ulykksalig var jeg, om jeg engang for Alvor skulde blive forelsket, aldrig vovede jeg at yttre mine Følelser for den elskede Gienstand, og min Forknyttelse vilde vist lade min Elskov tage en ende med Forskrækkelse –

Men du, min Kiære Edvard, er det virkelig saa gandske rigtig med dig, du skrev mig engang saa meget til om en Pige, skulde det Indtryk hun giorde paa dig være reent ud slukket?? –

http://www.photo.rmn.fr/cf/htm/CPicZ.aspx?E=2C6NU070BJWF

En innpåsliten håndkysser. (Dette er fra et moteblad)

Du maae endelig med første Post sige mig om jeg ikke uden at synde alt for meget imod Levemaaden kan undgaae at Kysse dine søstre f.eks. paa Haanden, naar jeg giør mit Indtog hos dig til Juulen, thi den haandkyssen er mig en sand Piinagtighed, der var jeg sidste Søndag i Sælskab hos en Kjøbmand her i byen, som har en Søn paa Winges Contoir, da jeg traadte ind af døren, saae jeg til min store Qvide en heel Klynge Fruntimmer om et Bord, og følte mig i min Angest forpligtet til at Kysse dem paa Haanden, med rødmende Ansigt greb jeg da Haanden paa den vakreste og troer jeg kysset den; men de andre maate lade sig nøje med et forkert Buk, jeg loe giertelig ved og over mig selv; Gud veed hvad de andre giorde, Jeg spurgte siden Sønnen hvad det var for Fruntimmer og erfoer da at jeg havde Kysset  Huus-Jomfruen paa Haanden; men hverken endset hans Moder eller Søster, som sad ved siden af hende –

Saaledes kommer jeg bestandig afsted, hver gang jeg maae nødes til at være i Sælskab, Gud signe dig derfor, kiære Edvard, instruer mig nøye om Skik og Brug oppe hos jer, og jeg skal da læse over heele Vejen og stille mig saa godt an som mulig; din Søster og Svoger kan vist heller ikke give mig det bedste Vidnesbyrd, thi jeg var bestandig noget tvungen og klodset naar vi var sammen, skiøndt de langt fra ingen Aarsag gav mig dertil, men jeg er nu ikke anderledes. Jeg forarger mig selv derover, da jeg ellers er munter i Selskab med miine Venner, men aldrig saasnart kommer jeg blandt ubekjendte Frygten for at blive besværlig, gjør mig stiv, og re vera besværlig, af frygt for at kiede eller hindre andre i at tale er jeg stum som en Fisk, svarer sielden meer end Ja eller Ney, naar jeg bliver spurgt; men aldrig saa snart slipper jeg blandt Venner, før mit Tungebaand løsnes og jeg taler ret, jeg troer altsaa at Phænomenet lader sig forklare af total Mangel paa Selvtillid, og saa Fejl det er at have for meget af den, saa lidet mærker jeg nok ogsaa at man gandske kan undvære den, og jeg vil herefter prøve, at giøre lidt Vold paa mig selv -

Siden jeg nu engang er kommet i den Materie, maae du høre en lille Schisse til: Saa Kiær jeg ellers er af Spadsertoure, saa forvirret blev jeg, da mad. Winge forleden Aften, bad mig Spadsere med hende. Huusjomfruen, en gandske tækkelig Pige var med, jeg der skulde agere Chapau var yderst forlegen, begyndte nogle gange paa at snakke lidt, men følede mig bestandig misfornøyet med mig selv, jeg lod dem tradske allene paa hver sin side af Veyen, da jeg sluttede at de vel heldst ønsket at gaae fridt, siden de vilde tage sig en Motion, jeg var rigtig nok Forbandet Tvivlraadig, da jeg erindrede hvorledes Mandfolkene nede i Kjøbenhavn, trak af med en Dame under Hver Arm; men hver Gang det faldt mig ind at byde dem mine Arme, tænkte jeg igien; de er begge raske Fodgiengere (Thi Madam i sær render som en Hare) maaske de torde sige: Ney tak, vi gaaer heller eene, og det vilde da være det samme som de havde slaget mig under Øret; men da vi nu havde marcheret et godt Stykke Vey, og jeg endelig efter megen deliberation vovede at byde dem Armen, da jeg formodede deres lange Skiørter kunde have trættet dem, saa mærket jeg af deres forbindtlige Tak og dere ”dersom det ikke incomoderer Dem” hvor falskelig jeg havde sluttet, og hvilken Dårlig Bøffel jeg med ald min indvortes Artighed, maae have været i deres Øyne –

Har ikke funnet metainfo for dette bildet. Men la oss tenke oss at han gjerne ville vært så her kul.

Og så går vi nok en gang over til ting som handler om venner og fiender, og det er jo litt tyngre å forstå for oss utenforstående, så derfor prøver jeg meg med litt notater i håp om å gjøre det lettere for leseren: Johan var Edvards bror, og ble til Johan Storm Munch når han ble stor, og han og Zacharias brevveksla i minst tredve år etter dette. Wulfsberg er jeg mer usikker på, – han kan være Nils Wulfsberg, som studerte i København i rett periode. Zacharias krangel med Wulfsberg dukker opp senere i et brev til Johan, - som senere var på Eidsvoll med Nils Wulfsberg, og som trykte ting hos ham. Men det er jo ikke gitt jeg har velgt rett Wulfsberg av den grunn, - han kan jo ha hatt en bror. Fog møtte vi i brev 1

Har du ikke hørt noget fra Wulfsberg, han er gandske aandelig død for mig, thi jeg har ikke hørt fra ham paa længe før jeg reyste fra Kiøbenhavn, mon den vingede Fog ikke ogsaa har giort ham qvit. Johan veed jeg nok har capituleret , han har talt med saadan Henrykkelse om den Cousine for mig, at han kan være glad, han prædikede for en Marpesiæ Ilex. –

Mine latinerstøttekontakter på facebook kom fram til at Zacharias nok har surra med de litterære referansene sine. Arne Skjærholt sier: at det nok skal være «Marpesiae silex» (Marpesias stein), som tilsynelatende er en som står helt stille (pokerfjes kanskje?). Tilsynelatende en referanse til Aeneiden, der Aeneas møter Dido i underverdenen og prøver å snakke med henne, men hun svarer gir ham ikke svar.

Ved Heinses Omsadling falder jeg paa mig selv, jeg er virkelig tvivlraadig, om jeg bør blive Theolog eller ey; thi med al den Lyst jeg føler, til at være i en saadan Virkekræds, hvor man kan stifte saa megen sand Lykke, og hvor megen Glæde jeg end føler, naar jeg tænker mig som Landsbye Præst midt imellem en lykkelig Menighed, til hvis tarv jeg efter bedste Evne har bidraget, og hvor jeg kan skue frugten af mit eget Værk, saa faaer jeg dog vist aldrig Mod til at træde op paa Talestolen, og det er jo dog Conditio sine qva non et Menske kan være Præst. –

Jeg lever her ret fornøyet, som jeg allerede i det foregaaende har givet mig den ære at giøre dig opmerksom paa. – Jeg besidder Børnenes heele Fortrolighed og har derved Leylighed til at giøre mange psycologiske iaktagelser, som usigelig morer mig. –

Jeg har allerede giort adskiellige Field Reyser, og jeg kravler op og ned af dem saa godt som nogen, her er nogle deylige Bugter ved Mosse-Sundet, ja de er saa nydelige at ikke selve Diana skulde lade haant om at Pladske sig her om Sommeren, kort, overalt hvor jeg kommer gientager jeg Nordahl Bruuns Ord: ”Norges Land er ingen Ørk”, skjøndt de synes mig lidt vel Beskedne, han kunde gierne sagt, det var et Paradis. – Du maae endelig lade mig viide, hvor langt der er fra Lands Præstegaard til Zimmermand paa Norderhaug. – Min Løn hos Winge er 160 Rd. Om Aaret.

Det neste er litt irriterende. De snakka sikkert masse om hva-det-nå-var i jula, når Zacharias var på besøk oppe hos Edvard, men gidder han fortelle oss om hva det gjelder? Naturligvis ikke. 

Ved det annet, som du Ønskede at viide, gienkaldte du mig en Ubehagelighed, som jeg Gud være lovet , allerede er udreddet af, baade hvori  den bestod og Maaden hvorpaa jeg blev reddet skal du eengang faae at viide; men endnu for Tiden Maae du Skaane mig, jeg kan ikke sige det. Saa underlig det maae synes dig, saa meget gleder mig din Efterspørsel, det røber den sande Vens Deeltagelse, det har giort dig om mulig endnu kiærere for mig.-

Endnu engang, kiære, gode Edvard, lad det ikke giøre noget Skaar i dit Venskab for mig, miskiend ikke din Ven fordi det kan falde ubegribeligt hvorledes han kan have noget som han maae dølge for Dig, han qvæles desuden af den Tanke, at du rimeligvis vil giøre dig mange falske Gisninge, men Omstændighederne, hvilke ikke er noge Menneske uden mig selv bekiendt, skal du naar du erfarer tingen undskylde mig og botrydde al tvivl om min Fortrolighed til dig. Lev nu vel og miskiend for ald Tins ikke.

Din Z. Møller.

 

Stenaldermat – liksom

Jeg skal på laiv til sommeren, liksom-jeger-sankerlaiv i Finnskogen. Tror det er litt utafor sankesesongen, så nå driver jeg og forbereder meg. I virkeligheten kommer jeg til å sanke mest fra butikken, men etter beste evne plukker jeg også spiselig mat på sagene. Jeger-sanker-prepping i Oslo sentrum.

Igår tørka jeg løvetann. Jeg trodde jeg hadde sanka utrolig mye løvetann, hadde fylt ovnen nesten full. I praksis ble det bare en bakebolle. Jeg må nok innrømme at jeg syns løvetann smaker bedre når de er ferske.

Fra matbutikken sanka jeg tørka berberis. Jeg har alltid trodd at berberis var giftige. I stedet smakte de omtrent som tranebær.

Og så lagde jeg liksomsanka korn. Når bygg, hvete, hirse og bokhvete blir blanda sammen ser det i grunnen sånn passelig sanka ut. Det viktigste er tross alt ikke at ting er helt riktig. Disse korna er kokt.

Og som et første lille eksperiment prøvde jeg å lage en slags rett: Jeg slengte kokte korn og hasselnøtter, løvetann og berberis i morteren, og knuste det godt sammen. Og det smakte slett ikke ille – selv om det nok hadde funka bedre om jeg hadde kokt korna litt mer. Egentlig er jeg mer bekymra over tilberedninga enn jeg er over matvarene. Mat kan kjøpes – men hva om vi sitter der rundt bålet vårt og innser at vi ikke kan lage mat. Hjelpes, så lite stenaldersk jeg vil kjenne meg om den dagen kommer.

Zacharias’ brev 2 – Skøyteløp

[Brev 1 | Brev 2]

Jeg liker så godt Gilbert Stuarts skøytebilde fra 1780. Men under finner du en lenke til ei side med flere bra skøytehistoriebilder.

Det står ikke hvem dette brevet skulle til, men tonen er så lik det forrige, at jeg antar det var Fogh som fikk det. Men dette er ren gjetning fra min side, og du må altså ikke stole på meg. 

Greit, greit, det er ikke det morsomste brevet om du ikke er mossepatriot og elsker å lese om hvor vakkert det er på Moss. (Det blir så mye bedre snart, jeg lover!) 

Det er alltid morsomt med skøyter. Det ble importert endel skøyter til Christiania på begynnelsen av 1790-tallet. Skøyter var en rimelig hipp hobby å ha.

Jens Gram, som såvidt nevnes i slutten blir et gjennomgangstema, men på veldig veldig kryptisk maner. Mer om det senere. 

Historienørden i meg ville nøste opp trådene på slutten, – jeg skulle liksom finne ut hvilket stykke kongen fikk oppført på bursdagen sin, og om det faktisk ble maskerade i København i 1798, men jeg frykter det krever en tur på nasjonalbiblioteket, og siden jeg ikke fikk somla meg dit, ga jeg opp. Kanskje senere. Kanskje senere.

D 17 Novbr

I Mandags den 14 fik vi først Frostvejr her, efter at vi bestandig havde havt Regn, Taage og Sol, siden jeg kom her, men nu har det ogsaa froset raskt lige til i Dag, og jeg har alt løbet paa Skøyter siden i Torsdags, du maae troe her er en prægtig Skøytebane hvor man har Skovbegroede Klipper paa begge Sider, og det degeligste Maanskin om Aftenen, du skulde være med, ja gid du var her, du maae endelig lade mig viide, om man længe har kundet løbe paa Skøyter hos jer, ogsaa maae du giøre mig den Tieneste, at sende mig nogle gode Haand-Tegninger op, som Preislers Fundamenter, landskaber med videre, thi jeg har nu dobbelt Lyst til Tegning, og vilde vel ønske mig deri Fulkommenhed deri, især da jeg til Sommeren kommer til at ligge paa et Lyststed uden for Byen, hvor jeg fra den aabne Aletan, som er oven paa Huuset, har de skiønneste Situationer for mig; paa den eene Side det vilde Hav, paa den anden Mosse Sundet, paa hvis Bredder, nydelige Lystgaarde omringede af Kneisende Gran Skove og frugtbart Agerland hæver sig, her bruser en Søe, hist risler en Bek, kort alt er saa malerisk, at jeg ærgrer mig, naar jeg tænker paa, at jeg ikke engang kunne male et par døde Fugle. –

Naar du vil skrive mig til hvor meget Tegningene koste som jeg haaber du sender mig, saa skal jeg ufortøvet skikke dig Pengene ned, eller ifald du vilde være mig saa overmaade precios, at laane mig nogle af dine Tegninger, saa skal du være min allernaadigste Ven. Lev nu vel og hils alle fælleds Bekiendte fra mig, ikke at forglemme Bildthugger Gram og Kreydahl, ham maa du endelig undskylde mig hos, at jeg ikke fik Tiid at komme op og tage afskeed med ham, som jeg havde lovet.

Din Ven
Z. Møller.

Skriv mig endelig til med første Post, og lov mig viede alt det Nyt, du kan skrabe sammen, ibland andet, hvad Komædie der bliver opført paa Kongens Gebursdag, og om der bliver Maskerade; fortæl mig ogsaa noget om Jens Gram, ifald du endnu omgaaes ham – Hvad du vil sende mig behøver du blot at levere til min Moder, som da besørger det – Jeg kommer maaskee til Sommeren og giør et besøg hos jer gode Kjøbenhavnere, -


* Mer skøytehistorie finner du her.

J. W. Edy – «Moss over broen» 1801.

Bier

Tidlig på vårparten starta jeg på Bybi sitt birøkterkurs for nybegynnere. Nå på tirsdag ble det plutselig alvor. Et helt lite bifolk er bestilt, og kommer flyttende til Sagene en gang i Juli.

Som blokkbeboer uten videre tilgang på balkong eller grøntområdet var det ikke akkurat noen selvfølge at jeg skulle få til å sette igang selv – jeg har sjølinnsikt nok til å vite at jeg ikke gidder krysse halve byen hver uke for å sjekke at dyra har det bra. Men jammen har ikke alt ordna seg til det beste. På tirsdag fikk jeg tilbud om å ha biene i noens have.

Bra kurs. Kursholderne er flinke folk, – også hjelper de oss med å skaffe alt de trenger for å starte opp sjæl. Venner å røkte sammen med. Dingser og utstyr. Bier. – Også får vi små nybegynnerne en fadder som vi kan spørre om hjelp når vi er i tvil, og det skader nok heller ikke. Biene kan jo blir sjuke. Eller det kan komme mus inn i kuben. Eller kanskje  de ikke gidder mer, og flytter hjemmefra? Mange tusen små er mange folk å ha ansvar for, skal jeg si deg.

Nå er jeg ikke alene om å passe på Dronning Gunhild og hennes mange tusen små. Jeg skal dele nybegynnerkuben med ei venninne, så får vi se hvordan det fyker av. Så skal jeg prøve å oppdatere hele verden herfra i tillegg.

Bilde fra wikimedia.