Oppussningsobjekt

Da mora mi var i toårsalderen fikk hun dette dokkehuset. Da jeg var i …en eller annen alder, pussa mormor og morfar det opp og ga det til meg, og malte veggene med restemaling fra huset vårt og kjøpte nittitallsinnredning til det. Og så sto det på rommet mitt en stund og ble lekt med. Og så flytta det opp på loftet. Og så ble taket på det store huset lagt om, og det kom litt snø på det lille huset, og det lille huset har det ikke helt bra nå. Men jeg tenkte jeg skulle gjøre noe med det. Tenkte. Mhm. Det følgende bildet har jeg stjålet fra nettsida http://www.swedish-dollshouses.se/, så nå er det veldig viktig at eventuelle lesere klikker på denne lenka, sånn at nettsidas eiere skjønner at jeg er hyggelig og bare vil at andre også skal få kose seg med den fine sida deres. Altså. Sånn så det ut i 1962. Noen av møblene har jeg fortsatt, og mamma husker andre fra da hun var lita. Men det ser ikke sånn ut mer… det kan hende at det har bodd noen lite strukturerte lånere i huset, og de har pissa på teppene og smadra dusjen og slengt seg i lysekronene. Men altså. Nå har det stått i bokhylla mi i fire måneder uten at jeg har hatt tid til å gjøre noe med det, annet enn å samle bilder fra tidlig 60-tall i et pinterestalbum. Men til senere, om jeg skulle få fart på meg: dette er altså utgangspunktet for en eventuell framtidig restaurering.

Biene har begynt å våkne

Søndag 15 mars gjorde vi vårrengjøring hos biene våre. Vi var veldig i tvil om det var noe poeng i å vintre dem inn, så svakelige og spede som de var, – med all varroamidden de hadde kjentes egentlig mye rart litt poengløst, og jeg var ganske så sikker på at Gunnhild med undersåtter nok snart ville tilhøre en tapt sivilisasjon.

Men jammen lever de ikke fortsatt! Riktignok har de hatt massedød i vinter, men dét er jo vanlig. Ikke at jeg vet noe som helst om hva som er «mye» og hva som er «vanlig», – det er tross alt første gangen, dette. Men det summer. Og de tar inn pollen. Og de drikker vann av vannskåla si. Det må da være bra?

Kuben er riktignok knalltung, som om de ikke har spist noe av all maten de fikk i vinter. Jeg så noen på facebook si at man skal ta ut overflødig mat litt etter litt, men hva er egentlig for mye? Og står det ikke i boka at man ikke skal gå inn i kuben før det er 15 grader i skyggen? Hvordan skal jeg forholde meg til all denne informasjonen? Egentlig er nå en travel tid, og enn så lenge velger jeg å ikke forholde meg til den i det hele tatt, og heller la alt være som det er mens vi venter på våren.

Voksraffinering i miniformat

Jeg vet ikke hvorfor jeg ikke posta dette innlegget da jeg skrev det for et halvt års tid siden. Jeg poster det nå i stedet, jeg. 

Som nevnt tok vi bare ut ei tavle og delte den mellom oss fire i birøkterlaget. Positivt kan vi vel si at jeg får øvd meg på birøkteraktivitetene i veldig veldig smått format. Dagens øvelse var raffinering av bittelitt voks.

Denne karen her, har en firedelt serie om voksraffinering. Første spor ligger her – og siste kjennes ikke helt relevant for norske forhold på grunn av bestemmelser om temperatur på voksen og slikt. Vi har sikkert et års forbruk av voks liggende uansett. Men mannen er fin, han, konkret og grei og krever ikke at du har masse ulike duppeditter.

Så… jeg slengte litt vann, og den svarte klump med gammal voks som vi hadde fått med fra han vi kjøpte biene av, og som jeg hadde pressa honning ut av ei uke tidligere. Varma det opp, silte det gjennom sila jeg silte honning med uka før, og lot restene stivne i kjøleskapet en times tid. Det var overraskende kjapt og innmari enkelt. Hvorfor trudde jeg dette skulle være vanskelig, egentlig?


Masse masse varroamidd

Vi hadde en slags vinteravslutning med birøkterlaget, og vi telte varroamidd og spiste mat. Men det var mye midd. Jeg legger inn et bilde av midden her, sånn at jeg kan sammenligne fjorårets med nesteårs. Om jeg har noen bier neste år, da. Om de lever. Dumme midd som kommer og spiser på biene.

Vi syntes det var mye. Om jeg hadde hatt biedagboka her, hadde jeg skrevet ned hvor mye jeg telte meg opp til. Men jeg er bedre på å sammenligne visuelt uansett, så dette får være et bra nok dagboknotat.

Dette innlegget kunne jeg godt ha posta da jeg skrev det, i stedet for å bare la det ligge i kladdeboksen. Nå husker jeg jo ikke engang når vi medisinerte dem, selv om det står i biedagboka.

Litt honning

Tro ikke jeg er defaitistisk bare fordi jeg har færre bier enn jeg skulle ønske. Åneida. Før innvintring tok vi ut den tyngste av honningtavlene fra det sterkeste av bifolka, delte den pliktskyldigst i fire og sendte med littegrann hjem til hver av oss. Dette var det jeg fikk.

Urørt var honninga nydelig, men smaken understreka egentlig mistanken min om at mesteparten av godsakene var tatt med fra deres tidligere hjem i skogen. Smakte det ikke litt skoghonning (som er det jeg liker best)? Er dette egentlig smaken av Sagene? Godt var det nå i alle fall, – og jeg pressa det som var, satt det i kjølsekapet og tok til å røre. Og røre. Og røre.

Et ikke helt vellykka første biår

Biene er forlengst innvintra, alle sammen. Dette er en kjapp status på åssen det går med dem. Kort sagt – ikke veldig bra. De har surra og samla hele sommeren, men jeg tror vi fikk dem for sent på året, i alle fall tatt i betraktning av at dette var en ganske våt sommer. De rakk ikke få skattekasser i løpet av sommeren. I grunnen rakk de ikke engang bygge ut det de fikk tildelt av vokstavler. Og sørgerligst: Av de tre kubene, har dronning Gunnhild og hennes døtre hele tida vært det svakeste folket.

En læringsopplevelse har det jo vært i alle tilfeller. Vi har fått oppleve små voksmøll. Vi har fått oppleve at biene ikke klarte å holde kuba si tørr – kanskje fordi de var for få – og at diagnosebretta mugna. Vi har erfart at vi kanskje ikke burde stolt fullt så blindt på de som sa man ikke trenger mate biene sine om sommeren… fordi disse rådgiverne nok er vant til tøffere bifolk enn Gunnhild og hennes døtre.

Jeg har lest i den store kloka biboka at man ikke skal vintre inn med honning (pga fare for bukløp), at man ikke skal vintre inn lukka yngel (pga fare for mer varroa) – men biene våre hadde ikke bygd ut tavlene sine. Vi hadde ingen utbygde tavler å sette inn foruten det som sto i fra før – med litt yngel og litt honning. Så vi lot det stå til.

I grunnen kom vi fram til at vi skulle drepe dronning Gunnhild før vinteren, og heller la hennes døtre flytte inn til naboen, men siden vi ikke helt visste hvordan man kombinerer to bifolk, endte vi med å innvintre dem alle sammen. Jeg blir veldig overraska om Gunnhild og hennes døtre er levende og klare til dyst når sommeren kommer.

Zacharias’ brev 4 –

Dette brevet går til Edvards storebror, Johan Storm Munch. Da jeg gravde meg gjennom arkivet etter Zacharias, fant jeg brev fra Johan skrevet 35 år senere, etter at Johan var blitt biskop i Kristiansand og Zacharias hadde gifta seg til Thorsø herregård. Men det er ikke der vi er nå. På dette tidspunktet går brevet fra en engstelig huslærer som har avbrutt studiene sine – til en kompis som fremdeles strever med teologistudiene. 

Som alltid: Om dere vet hvem noen av de omtalte personene er, setter jeg pris på at dere forteller det i en kommentar.

[Brev 1 | Brev 2 |Brev 3]

Kjære Johan!

Moss 15. Dec. 1798.
Synes du ikke at din Møller er frisk Gut til at holde Ord; aldrig saa snart skulde han være i Norge, før han skulde skrive dig til, og dog har han nu været der paa 3die Maaned uden at du har havt noget fra ham – men vær overbevist at jeg ikke destomindre har tænkt paa dig med det varmeste Hierte; du mindes selv dine Følelser ved Hiemkomsten til det tryllende Norge, skjøndt det ikke var dig fremmed, hvor fortumlet maatte ikke da jeg stakkel blive, som aldrig har været uden for mit Fødeland, og nu med et kom ind paa den nye Skueplads, hvor man henrives af de skiønneste Natur-Scener, som ideligen afvexle med hinanden? Jeg har endnu ikke kunnet faae Leilighed til at sætte min hen og skrive dig udførligt Brev til. Hver Løverdag har jeg foresat mig at begynne midt i Ugen paa mine Breve, men Løverdagen er kommet igjen uden at der er blevet noget udrettet, og Løverdagen selv synes mig bestandig for kort til at begynde noget paa, og saaledes er der til min egen ærgrelse aldrig blevet noget af.

Jeg studser naar jeg tænker paa de tre Maaneder og begriber ikke hvor Tiiden er blevet af, da vi sidst taltes hos din Svoger og jeg fulgte dig til Mad. Lunds Dør. Jeg længes meget efter at vide hvorledes det gaar til nede i Kjøbenhavn, du er vel allerede dybt inde i Attestasen og Huus med. – Her har jeg en følelse av at noe mangler.

Er der blevet nogen Forandring med Exam Theol?

Hvad mig angaaer da lever jeg ret fornøiet, man sørger for at giøre mig alting efter Ønske, de 3 Børn jeg læser med kommer mig langtfra ikke til at angre min gamle skolemester Klincks Spaadom, at jeg nok selv engang skulde blive Skolemester (thi det truede han os gierne med naar vi plagede ham om lov eller vristede naar vi skulde læse om den Hellig Aands 7 Naadevirkninger). Tvertimod det glæder mig meget, de have alle et meget godt Hierte, ypperlig Genie og stor Viidelyst; jeg er deres Fortrolige og de holde intet skjult for mig. –

Min forknyttelse giør mig, som du nok kan slutte, stort (afbræk?), jeg holder mig for det meste inde paa mit Værelse om Aftenen (jeg tænker man holder mig for en Menneskehader). Ved Bordet er jeg gierne stum som en Fisk, i Sælskab ligesaa, naar jeg ikke kan unddrage mig derfra. Gud være lovet, Winge er selv ikke meget snaksom af sig, og jeg kommer altsaa godt ud af det med ham, men Madame har foraarsaget mig des mer Piine, hun er gandske af den fiine Verden, saa Venlig, saa forekommende, saa sødttalende, men hvor meget hun mener med det vil vi ikke tale om. Jeg har adskillige gange maattet spadsere med hende og Huusjomfruen, og jeg tænker endnu med Græmmelse paa den slette Figur jeg har giort. Nogle Gange naar vi saaledes har spadseret om Aftenen, har jeg gjort Vold paa mig selv og begyndt at prate lidt, men misfornøyelse med mig selv og Frygt for at skulde enuijre Damerne med min uinteressante Snak har straks sjort mig maalløs igjen, og jeg har stirret mod Stiernene under en høytidelig Taushed og slæbet dem hjem igjen.

For en Uges Tiid siden, da Madame en Aften viiste mig en Kasse fuld af gamle Sølvmynter fik jeg, fordi jeg beundrede dem, Lov til at udsøge mig et Par, men da jeg var for undseelig dertil, gav hun mig fulde 4 stykker, jeg stak dem med et dybt Buk og mange prægtige Complimenter i Lommen.

… og så er vi nok en gang tilbake hos Wulfsberg, og denne krangelen som nå er beskrevet til minst tre ulike kamerater, uten at kjernen i saken helt er kommet fram…

Wulfsberg er som jeg har erfaret, kommet til Kjøbenhavn, han skal have været meget syg. Jeg tror ved koldere Eftertanke at jeg har forurettet ham i et Brev, og det har jeg vidst, og hvis saa er, har jeg upaatvivelig tabt en Ven, han tilgiver mig neppe. Tuusind og Tusind Gange vil jeg takke dig hvis du kan formaa ham til at skrive mig til, anvend al din Bestræbelse, skulde det ikke lykkes dig, da udforsk hans Sindelag imod mig. (dog hvi siger jeg udforske? Jeg frygter kun med altfor megen Grund at han allerede for længst har meddelt dig det og sat mig i et foragteligt Lys. Den Samstemning som hersker mellem jer har maaske ogsaa giort dig kold imod mig) og meddel mig det, thi endnu for Tiiden vover jeg ikke at skrive ham til.

Jeg skylder Wulfsberg 7 eller 8 Sh. som jeg beder dig du af de indesluttede 3Rd. vil betale ham og levere det overblevne til min Moder, hvis jeg ikke havde dig til Mægler turde jeg ikke under nærværende Crisis sende dem, hun turde maaske ansee det for en Trodsen, ligerviis som et Par Elskende naar de staar og kaste hinanden deres Foræringer i Øynene. Dersom du skytter om det skal jeg næste Gang sænde dig et Udtag af min Dagbog med alle mine Reyse-Følelser.

Da jeg ikke kan love at provoiere til min egen Efterrettelighed, saa beder jeg dig kun ikke straffe mig i din Vrede, men lade Naade gaa for Retten og næste Postdag glæde mig med et Brev, hvis et fra Wulfsberg fulgte med, vulde det behagelig overraske din opriktige Ven.

Z. Møller.

Hils paa det venskabeligste just, den fra sin Veys Vildfarelse omvendede Heins, (og da det er dig som har bragt ham tilbage i Kirkens Skiød, saa lykønsker jeg dig, du med din Løn: den som omvender en Synder har reddet en Siel fra Døden og skal skjule Synderens Mangfoldighed.) og Suur.

Du viiste mig en sant Tieneste hvis du ufortøvet vil levere den indesluttede Billett til den samme som laante Heens S. Sh. til en Parterre Billett. Jeg troer han skal boe i Gothersgd. Nr. 6. Det er mig meget Magtpaaliggende at faa den riktig besørget i hans egen Haand.

vive, vale nobisque faue.