Zacharias brev 3 – Flauser og sosialangst

[Brev 1 | Brev 2 ]

Dette er mitt absolutte favorittbrev i hele samlinga. Zacharias er så fryktelig lett å kjenne seg igjen i der han skånselløst beskriver sin egen sosialangst. Hvor vanskelig det er å prate med damer, hvor dårlig han skjønner de sosiale kodene i selskap med mosseborgerskapet, og hvor skremmende tanken på å bli prest i virkeligheten er for ham. 

Brevet går til Oppland, til Lands Prestegård og Zacharias gode venn Edvard Munch. Forøvrig endte Zacharias’ sønn, Thorvald med å gifte seg med Edvards barnebarn – noe som ikke er så rart som det høres ut. Han kom litt sent i gang med å frø seg, den godeste Zacharias.

For meg, som leker slektsforsker, er det altså morsomt at brevet går fra tipptippoldefar til tipptipptippoldefar. Andre bryr seg sikkert ikke om det, – men kanskje de bryr  seg om at Edvard var pappan til P. A. Munch? Det gir ham nå i alle fall en knagg å henge på. Det kommer ellers en morsom reiseskildring fra Zacharias’ besøk hos Edvard senere – en tur han også skriver om i dette brevet

Annet dere bør vite før dere leser: Winge og madame Winge er Zacharias arbeidsgivere. Her har vi hele familien, om enn etter at Zacharias tjeneste var over.

Kjære Edvard!

Frygt kun ikke, hverken Kjøbenhavnske eller Mossianske Nympher har været farlige for din Ven, han staaer som en Klippe – Desuden afskrækker saavel min Character som min Forfatning mig fra at fæste Øynene paa nogen Pige; thi ulykksalig var jeg, om jeg engang for Alvor skulde blive forelsket, aldrig vovede jeg at yttre mine Følelser for den elskede Gienstand, og min Forknyttelse vilde vist lade min Elskov tage en ende med Forskrækkelse –

Men du, min Kiære Edvard, er det virkelig saa gandske rigtig med dig, du skrev mig engang saa meget til om en Pige, skulde det Indtryk hun giorde paa dig være reent ud slukket?? –

http://www.photo.rmn.fr/cf/htm/CPicZ.aspx?E=2C6NU070BJWF

En innpåsliten håndkysser. (Dette er fra et moteblad)

Du maae endelig med første Post sige mig om jeg ikke uden at synde alt for meget imod Levemaaden kan undgaae at Kysse dine søstre f.eks. paa Haanden, naar jeg giør mit Indtog hos dig til Juulen, thi den haandkyssen er mig en sand Piinagtighed, der var jeg sidste Søndag i Sælskab hos en Kjøbmand her i byen, som har en Søn paa Winges Contoir, da jeg traadte ind af døren, saae jeg til min store Qvide en heel Klynge Fruntimmer om et Bord, og følte mig i min Angest forpligtet til at Kysse dem paa Haanden, med rødmende Ansigt greb jeg da Haanden paa den vakreste og troer jeg kysset den; men de andre maate lade sig nøje med et forkert Buk, jeg loe giertelig ved og over mig selv; Gud veed hvad de andre giorde, Jeg spurgte siden Sønnen hvad det var for Fruntimmer og erfoer da at jeg havde Kysset  Huus-Jomfruen paa Haanden; men hverken endset hans Moder eller Søster, som sad ved siden af hende –

Saaledes kommer jeg bestandig afsted, hver gang jeg maae nødes til at være i Sælskab, Gud signe dig derfor, kiære Edvard, instruer mig nøye om Skik og Brug oppe hos jer, og jeg skal da læse over heele Vejen og stille mig saa godt an som mulig; din Søster og Svoger kan vist heller ikke give mig det bedste Vidnesbyrd, thi jeg var bestandig noget tvungen og klodset naar vi var sammen, skiøndt de langt fra ingen Aarsag gav mig dertil, men jeg er nu ikke anderledes. Jeg forarger mig selv derover, da jeg ellers er munter i Selskab med miine Venner, men aldrig saasnart kommer jeg blandt ubekjendte Frygten for at blive besværlig, gjør mig stiv, og re vera besværlig, af frygt for at kiede eller hindre andre i at tale er jeg stum som en Fisk, svarer sielden meer end Ja eller Ney, naar jeg bliver spurgt; men aldrig saa snart slipper jeg blandt Venner, før mit Tungebaand løsnes og jeg taler ret, jeg troer altsaa at Phænomenet lader sig forklare af total Mangel paa Selvtillid, og saa Fejl det er at have for meget af den, saa lidet mærker jeg nok ogsaa at man gandske kan undvære den, og jeg vil herefter prøve, at giøre lidt Vold paa mig selv –

Siden jeg nu engang er kommet i den Materie, maae du høre en lille Schisse til: Saa Kiær jeg ellers er af Spadsertoure, saa forvirret blev jeg, da mad. Winge forleden Aften, bad mig Spadsere med hende. Huusjomfruen, en gandske tækkelig Pige var med, jeg der skulde agere Chapau var yderst forlegen, begyndte nogle gange paa at snakke lidt, men følede mig bestandig misfornøyet med mig selv, jeg lod dem tradske allene paa hver sin side af Veyen, da jeg sluttede at de vel heldst ønsket at gaae fridt, siden de vilde tage sig en Motion, jeg var rigtig nok Forbandet Tvivlraadig, da jeg erindrede hvorledes Mandfolkene nede i Kjøbenhavn, trak af med en Dame under Hver Arm; men hver Gang det faldt mig ind at byde dem mine Arme, tænkte jeg igien; de er begge raske Fodgiengere (Thi Madam i sær render som en Hare) maaske de torde sige: Ney tak, vi gaaer heller eene, og det vilde da være det samme som de havde slaget mig under Øret; men da vi nu havde marcheret et godt Stykke Vey, og jeg endelig efter megen deliberation vovede at byde dem Armen, da jeg formodede deres lange Skiørter kunde have trættet dem, saa mærket jeg af deres forbindtlige Tak og dere ”dersom det ikke incomoderer Dem” hvor falskelig jeg havde sluttet, og hvilken Dårlig Bøffel jeg med ald min indvortes Artighed, maae have været i deres Øyne –

Har ikke funnet metainfo for dette bildet. Men la oss tenke oss at han gjerne ville vært så her kul.

Og så går vi nok en gang over til ting som handler om venner og fiender, og det er jo litt tyngre å forstå for oss utenforstående, så derfor prøver jeg meg med litt notater i håp om å gjøre det lettere for leseren: Johan var Edvards bror, og ble til Johan Storm Munch når han ble stor, og han og Zacharias brevveksla i minst tredve år etter dette. Wulfsberg er jeg mer usikker på, – han kan være Nils Wulfsberg, som studerte i København i rett periode. Zacharias krangel med Wulfsberg dukker opp senere i et brev til Johan, – som senere var på Eidsvoll med Nils Wulfsberg, og som trykte ting hos ham. Men det er jo ikke gitt jeg har velgt rett Wulfsberg av den grunn, – han kan jo ha hatt en bror. Fog møtte vi i brev 1

Har du ikke hørt noget fra Wulfsberg, han er gandske aandelig død for mig, thi jeg har ikke hørt fra ham paa længe før jeg reyste fra Kiøbenhavn, mon den vingede Fog ikke ogsaa har giort ham qvit. Johan veed jeg nok har capituleret , han har talt med saadan Henrykkelse om den Cousine for mig, at han kan være glad, han prædikede for en Marpesiæ Ilex. –

Mine latinerstøttekontakter på facebook kom fram til at Zacharias nok har surra med de litterære referansene sine. Arne Skjærholt sier: at det nok skal være «Marpesiae silex» (Marpesias stein), som tilsynelatende er en som står helt stille (pokerfjes kanskje?). Tilsynelatende en referanse til Aeneiden, der Aeneas møter Dido i underverdenen og prøver å snakke med henne, men hun svarer gir ham ikke svar.

Ved Heinses Omsadling falder jeg paa mig selv, jeg er virkelig tvivlraadig, om jeg bør blive Theolog eller ey; thi med al den Lyst jeg føler, til at være i en saadan Virkekræds, hvor man kan stifte saa megen sand Lykke, og hvor megen Glæde jeg end føler, naar jeg tænker mig som Landsbye Præst midt imellem en lykkelig Menighed, til hvis tarv jeg efter bedste Evne har bidraget, og hvor jeg kan skue frugten af mit eget Værk, saa faaer jeg dog vist aldrig Mod til at træde op paa Talestolen, og det er jo dog Conditio sine qva non et Menske kan være Præst. –

Jeg lever her ret fornøyet, som jeg allerede i det foregaaende har givet mig den ære at giøre dig opmerksom paa. – Jeg besidder Børnenes heele Fortrolighed og har derved Leylighed til at giøre mange psycologiske iaktagelser, som usigelig morer mig. –

Jeg har allerede giort adskiellige Field Reyser, og jeg kravler op og ned af dem saa godt som nogen, her er nogle deylige Bugter ved Mosse-Sundet, ja de er saa nydelige at ikke selve Diana skulde lade haant om at Pladske sig her om Sommeren, kort, overalt hvor jeg kommer gientager jeg Nordahl Bruuns Ord: ”Norges Land er ingen Ørk”, skjøndt de synes mig lidt vel Beskedne, han kunde gierne sagt, det var et Paradis. – Du maae endelig lade mig viide, hvor langt der er fra Lands Præstegaard til Zimmermand paa Norderhaug. – Min Løn hos Winge er 160 Rd. Om Aaret.

Det neste er litt irriterende. De snakka sikkert masse om hva-det-nå-var i jula, når Zacharias var på besøk oppe hos Edvard, men gidder han fortelle oss om hva det gjelder? Naturligvis ikke. 

Ved det annet, som du Ønskede at viide, gienkaldte du mig en Ubehagelighed, som jeg Gud være lovet , allerede er udreddet af, baade hvori  den bestod og Maaden hvorpaa jeg blev reddet skal du eengang faae at viide; men endnu for Tiden Maae du Skaane mig, jeg kan ikke sige det. Saa underlig det maae synes dig, saa meget gleder mig din Efterspørsel, det røber den sande Vens Deeltagelse, det har giort dig om mulig endnu kiærere for mig.-

Endnu engang, kiære, gode Edvard, lad det ikke giøre noget Skaar i dit Venskab for mig, miskiend ikke din Ven fordi det kan falde ubegribeligt hvorledes han kan have noget som han maae dølge for Dig, han qvæles desuden af den Tanke, at du rimeligvis vil giøre dig mange falske Gisninge, men Omstændighederne, hvilke ikke er noge Menneske uden mig selv bekiendt, skal du naar du erfarer tingen undskylde mig og botrydde al tvivl om min Fortrolighed til dig. Lev nu vel og miskiend for ald Tins ikke.

Din Z. Møller.

 

Legg igjen en kommentar

Fyll inn i feltene under, eller klikk på et ikon for å logge inn:

WordPress.com-logo

Du kommenterer med bruk av din WordPress.com konto. Logg ut / Endre )

Twitter picture

Du kommenterer med bruk av din Twitter konto. Logg ut / Endre )

Facebookbilde

Du kommenterer med bruk av din Facebook konto. Logg ut / Endre )

Google+ photo

Du kommenterer med bruk av din Google+ konto. Logg ut / Endre )

Kobler til %s