Category Archives: historie

Naken

Jeg er tydeligvis blitt eldre, – da jeg var lita var banneorda det første jeg slo opp når jeg fikk ei ny ordbok, men min nyeste ordbok kom jeg ikke på tanken før det hadde gått sikkert et halvår. Ikke festa det seg like godt heller, og jeg kan altså ikke navn på verken genitalier eller avføring på koreansk. Tenk det. Hva har skjedd med min indre tiåring?

Likeledes hadde jeg brukt digitaltmuseum i flere år før jeg kom på tanken å søke etter kodeord naken. Nå er det ikke så mange treff på det søkeordet, og når jeg tenker over det er det kanskje helt greitt. Der er en haug tegninger, en staut isbader og en unge på sauefell og en aktmodell på sauefell – folk som helt klart vet at de ble fotografert. Men så er det også dette, et minne fra en av Robert Colletts feltzoologiske ekspedisjoner.

Kanskje snikfotograferte han, og kanskje visste hun ikke at bildet ble tatt, og kanskje fikk hun aldri vite det, for om det ble fremkalt, ble det kanskje liggende i fotografens private samling. Siden bildet er tatt en gang rundt nittenhundre fikk hun kanskje aldri vite det heller. Jeg kan naturligvis ta feil, siden jeg bare gjetter. Men jeg kan også ha rett.

Jeg lurer fært på hva hun hadde tenkt, om hun fikk vite at museumssektoren hadde digitalisert hennes begynnelsen-av-puberteten-kropp.

Og så lurer jeg på hva jeg selv ville tenkt om det var meg det gjaldt, og jeg var hundre-og-elleve år gammel og aldri hadde kommet på tanken om å leke med selvutløseren da jeg var tolv? Om jeg hadde hørt kameraet klikke, og så opp i det zoologen snek seg vekk, ville jeg nok blitt livredd, men sett at jeg kom over det ved en tilfeldighet hundre år senere. Etter at den svake grøsninga over å ha blitt iaktatt utenå vite det hadde gitt seg, tror jeg kanskje, kanskje jeg ville syns det var litt hyggelig også.


Dette er dratt opp fra kladdebunken min fordi jeg egentlig var sjuk og surrete i hue. Men da er jeg i alle fall ajour.

Advertisements

Naar jei ligger der og skriker af hele min sjæl efter Dem

tror Di saa jei i min fantasi nøjer mei me aa gjøre me Dem, saan som jei har gjort me hundrede skjøger?! – Aanej, me Dem løper jei jo linen helt ut, jei blir ikke mæt a Dem, jei ligger jo der og sukker og sukker efter hvasomhelst fra Dem: – efter aa slikke Deres sved, efter aa suge det blo som rinner fra Dem hver maaned, jei vil suge det inn i mei altsammen saa ikke en draape gaar tapt, jei ønsker mei aa kunne leve bare af affalle fra Deres legeme, Deres urin vil jei drikke, Deres exkrementer vil jei spise, alt, alt! vil jei gjøre me Dem som en menneskeli hjerne kan hitte paa – og jei ligger og leter efter noe som kunne tømme det hele ut, og finner tilslut ikke andet enn et aah, om jei kunne gjøre mei bitte liten og krype inn i Dem og kysse Dem og slikke Dem invendi, overalt, og bli derinne, og leve og dø derinne, inne i Dem – men det var jo heller ikke nok . . .

Første gang jeg begynte å lese Syk Kiærlihet var det med forbehold. Jeg hadde hørt den var et makkverk, at Jægers «moderne» norskortografi var uleselig, og at hele bokutgivelsen var påtrengende selvutleverende. Det jeg ikke hadde tenkt over er hvor godt jeg liker muntlig rettskriving, påtrengende selvutlevering og galskap festa til papir. For ingen skriver desperasjon som Hans Jæger. Få skriver depresjoner og elendighet som ham. Han Jæger kan ganske enkelt kunsten å ramme inn sine egne livsnederlag.

Og det jeg gjenga øverst her… Han lister opp en rekke fetisjer som er velkjente for alle som til tider formålsløst lenkesurfer på wikipedia. Kanskje bruker han det som metaforer? Kanskje ikke? Kanskje både mener han det og bruker det som metaforer på en og samme tid. Uansett fungerer det godt. Det er en type kjærlighetsbrev som en blir både skremt og smigra når man mottar.

Det jeg liker best med Jæger, er suget etter å definere seg og sine. Han fikk det jo til, samtidig som jeg har inntrykk av at den krampaktige defineringa av hele gruppen rundt ham ble oppfatta som ganske desperat og kanskje litt falsk av dem det gjaldt. Liksom Jæger er den siste i sin gjeng, på en måte de færreste er det, der han knugende klynger seg til en idé om hvordan vennegjengen, verden og kunsten engang var, – og fortsatt burde være. Det er litt trist når ens egne framtidsdrømmer er dårlig forkledd nostalgi.

Men altså, jeg liker å se hjerteblodet til folk.
Jeg som ikke har lest Knausgård engang

Hans Jæger – Syk Kierlihet


Dette innlegget er egentlig posta søndag 8. november, men jeg har datert det bakover i tid, siden det kom inn en påminnelse fra min eneste leser, altså mora mi, om at jeg ikke hadde holdt dette løftet til meg selv – og jeg prøver å opprettholde mitt eget selvbilde om at jeg er en som holder det jeg lover.

Lenkedump: Skjønnhet, kvinnehelse, fysisk helse

Dette er bare en liten lenkedump. Det er bøker jeg tenkte kanskje kunne være relevante for å få en følelse av de fysiske aspektene ved å være dame på starten av 50-tallet, eller til normer of forventninger. Litt tidsfølelse og sånn. Det er steg én i laivforberedelser til en laiv som er langt framme i tid.

Zacharias’ brev 4 –

Dette brevet går til Edvards storebror, Johan Storm Munch. Da jeg gravde meg gjennom arkivet etter Zacharias, fant jeg brev fra Johan skrevet 35 år senere, etter at Johan var blitt biskop i Kristiansand og Zacharias hadde gifta seg til Thorsø herregård. Men det er ikke der vi er nå. På dette tidspunktet går brevet fra en engstelig huslærer som har avbrutt teologistudiene sine – til en kompis som fremdeles strever over bøkene. 

Som alltid: Om dere vet hvem noen av de omtalte personene er, setter jeg pris på at dere forteller det i en kommentar.

[Brev 1 | Brev 2 |Brev 3]

Kjære Johan!

Moss 15. Dec. 1798.
Synes du ikke at din Møller er frisk Gut til at holde Ord; aldrig saa snart skulde han være i Norge, før han skulde skrive dig til, og dog har han nu været der paa 3die Maaned uden at du har havt noget fra ham – men vær overbevist at jeg ikke destomindre har tænkt paa dig med det varmeste Hierte; du mindes selv dine Følelser ved Hiemkomsten til det tryllende Norge, skjøndt det ikke var dig fremmed, hvor fortumlet maatte ikke da jeg stakkel blive, som aldrig har været uden for mit Fødeland, og nu med et kom ind paa den nye Skueplads, hvor man henrives af de skiønneste Natur-Scener, som ideligen afvexle med hinanden? Jeg har endnu ikke kunnet faae Leilighed til at sætte min hen og skrive dig udførligt Brev til. Hver Løverdag har jeg foresat mig at begynne midt i Ugen paa mine Breve, men Løverdagen er kommet igjen uden at der er blevet noget udrettet, og Løverdagen selv synes mig bestandig for kort til at begynde noget paa, og saaledes er der til min egen ærgrelse aldrig blevet noget af.

Jeg studser naar jeg tænker paa de tre Maaneder og begriber ikke hvor Tiiden er blevet af, da vi sidst taltes hos din Svoger og jeg fulgte dig til Mad. Lunds Dør. Jeg længes meget efter at vide hvorledes det gaar til nede i Kjøbenhavn, du er vel allerede dybt inde i Attestasen og Huus med. – Her har jeg en følelse av at noe mangler.

Er der blevet nogen Forandring med Exam Theol?

Hvad mig angaaer da lever jeg ret fornøiet, man sørger for at giøre mig alting efter Ønske, de 3 Børn jeg læser med kommer mig langtfra ikke til at angre min gamle skolemester Klincks Spaadom, at jeg nok selv engang skulde blive Skolemester (thi det truede han os gierne med naar vi plagede ham om lov eller vristede naar vi skulde læse om den Hellig Aands 7 Naadevirkninger). Tvertimod det glæder mig meget, de have alle et meget godt Hierte, ypperlig Genie og stor Viidelyst; jeg er deres Fortrolige og de holde intet skjult for mig. –

Min forknyttelse giør mig, som du nok kan slutte, stort (afbræk?), jeg holder mig for det meste inde paa mit Værelse om Aftenen (jeg tænker man holder mig for en Menneskehader). Ved Bordet er jeg gierne stum som en Fisk, i Sælskab ligesaa, naar jeg ikke kan unddrage mig derfra. Gud være lovet, Winge er selv ikke meget snaksom af sig, og jeg kommer altsaa godt ud af det med ham, men Madame har foraarsaget mig des mer Piine, hun er gandske af den fiine Verden, saa Venlig, saa forekommende, saa sødttalende, men hvor meget hun mener med det vil vi ikke tale om. Jeg har adskillige gange maattet spadsere med hende og Huusjomfruen, og jeg tænker endnu med Græmmelse paa den slette Figur jeg har giort. Nogle Gange naar vi saaledes har spadseret om Aftenen, har jeg gjort Vold paa mig selv og begyndt at prate lidt, men misfornøyelse med mig selv og Frygt for at skulde enuijre Damerne med min uinteressante Snak har straks sjort mig maalløs igjen, og jeg har stirret mod Stiernene under en høytidelig Taushed og slæbet dem hjem igjen.

For en Uges Tiid siden, da Madame en Aften viiste mig en Kasse fuld af gamle Sølvmynter fik jeg, fordi jeg beundrede dem, Lov til at udsøge mig et Par, men da jeg var for undseelig dertil, gav hun mig fulde 4 stykker, jeg stak dem med et dybt Buk og mange prægtige Complimenter i Lommen.

… og så er vi nok en gang tilbake hos Wulfsberg, og denne krangelen som nå er beskrevet til minst tre ulike kamerater, uten at kjernen i saken helt er kommet fram…

Wulfsberg er som jeg har erfaret, kommet til Kjøbenhavn, han skal have været meget syg. Jeg tror ved koldere Eftertanke at jeg har forurettet ham i et Brev, og det har jeg vidst, og hvis saa er, har jeg upaatvivelig tabt en Ven, han tilgiver mig neppe. Tuusind og Tusind Gange vil jeg takke dig hvis du kan formaa ham til at skrive mig til, anvend al din Bestræbelse, skulde det ikke lykkes dig, da udforsk hans Sindelag imod mig. (dog hvi siger jeg udforske? Jeg frygter kun med altfor megen Grund at han allerede for længst har meddelt dig det og sat mig i et foragteligt Lys. Den Samstemning som hersker mellem jer har maaske ogsaa giort dig kold imod mig) og meddel mig det, thi endnu for Tiiden vover jeg ikke at skrive ham til.

Jeg skylder Wulfsberg 7 eller 8 Sh. som jeg beder dig du af de indesluttede 3Rd. vil betale ham og levere det overblevne til min Moder, hvis jeg ikke havde dig til Mægler turde jeg ikke under nærværende Crisis sende dem, hun turde maaske ansee det for en Trodsen, ligerviis som et Par Elskende naar de staar og kaste hinanden deres Foræringer i Øynene. Dersom du skytter om det skal jeg næste Gang sænde dig et Udtag af min Dagbog med alle mine Reyse-Følelser.

Da jeg ikke kan love at provoiere til min egen Efterrettelighed, saa beder jeg dig kun ikke straffe mig i din Vrede, men lade Naade gaa for Retten og næste Postdag glæde mig med et Brev, hvis et fra Wulfsberg fulgte med, vulde det behagelig overraske din opriktige Ven.

Z. Møller.

Hils paa det venskabeligste just, den fra sin Veys Vildfarelse omvendede Heins, (og da det er dig som har bragt ham tilbage i Kirkens Skiød, saa lykønsker jeg dig, du med din Løn: den som omvender en Synder har reddet en Siel fra Døden og skal skjule Synderens Mangfoldighed.) og Suur.

Du viiste mig en sant Tieneste hvis du ufortøvet vil levere den indesluttede Billett til den samme som laante Heens S. Sh. til en Parterre Billett. Jeg troer han skal boe i Gothersgd. Nr. 6. Det er mig meget Magtpaaliggende at faa den riktig besørget i hans egen Haand.

vive, vale nobisque faue.

Zacharias brev 3 – Flauser og sosialangst

[Brev 1 | Brev 2 ]

Dette er mitt absolutte favorittbrev i hele samlinga. Zacharias er så fryktelig lett å kjenne seg igjen i der han skånselløst beskriver sin egen sosialangst. Hvor vanskelig det er å prate med damer, hvor dårlig han skjønner de sosiale kodene i selskap med mosseborgerskapet, og hvor skremmende tanken på å bli prest i virkeligheten er for ham. 

Brevet går til Oppland, til Lands Prestegård og Zacharias gode venn Edvard Munch. Forøvrig endte Zacharias’ sønn, Thorvald med å gifte seg med Edvards barnebarn – noe som ikke er så rart som det høres ut. Han kom litt sent i gang med å frø seg, den godeste Zacharias.

For meg, som leker slektsforsker, er det altså morsomt at brevet går fra tipptippoldefar til tipptipptippoldefar. Andre bryr seg sikkert ikke om det, – men kanskje de bryr  seg om at Edvard var pappan til P. A. Munch? Det gir ham nå i alle fall en knagg å henge på. Det kommer ellers en morsom reiseskildring fra Zacharias’ besøk hos Edvard senere – en tur han også skriver om i dette brevet

Annet dere bør vite før dere leser: Winge og madame Winge er Zacharias arbeidsgivere. Her har vi hele familien, om enn etter at Zacharias tjeneste var over.

Kjære Edvard!

Frygt kun ikke, hverken Kjøbenhavnske eller Mossianske Nympher har været farlige for din Ven, han staaer som en Klippe – Desuden afskrækker saavel min Character som min Forfatning mig fra at fæste Øynene paa nogen Pige; thi ulykksalig var jeg, om jeg engang for Alvor skulde blive forelsket, aldrig vovede jeg at yttre mine Følelser for den elskede Gienstand, og min Forknyttelse vilde vist lade min Elskov tage en ende med Forskrækkelse –

Men du, min Kiære Edvard, er det virkelig saa gandske rigtig med dig, du skrev mig engang saa meget til om en Pige, skulde det Indtryk hun giorde paa dig være reent ud slukket?? –

http://www.photo.rmn.fr/cf/htm/CPicZ.aspx?E=2C6NU070BJWF

En innpåsliten håndkysser. (Dette er fra et moteblad)

Du maae endelig med første Post sige mig om jeg ikke uden at synde alt for meget imod Levemaaden kan undgaae at Kysse dine søstre f.eks. paa Haanden, naar jeg giør mit Indtog hos dig til Juulen, thi den haandkyssen er mig en sand Piinagtighed, der var jeg sidste Søndag i Sælskab hos en Kjøbmand her i byen, som har en Søn paa Winges Contoir, da jeg traadte ind af døren, saae jeg til min store Qvide en heel Klynge Fruntimmer om et Bord, og følte mig i min Angest forpligtet til at Kysse dem paa Haanden, med rødmende Ansigt greb jeg da Haanden paa den vakreste og troer jeg kysset den; men de andre maate lade sig nøje med et forkert Buk, jeg loe giertelig ved og over mig selv; Gud veed hvad de andre giorde, Jeg spurgte siden Sønnen hvad det var for Fruntimmer og erfoer da at jeg havde Kysset  Huus-Jomfruen paa Haanden; men hverken endset hans Moder eller Søster, som sad ved siden af hende –

Saaledes kommer jeg bestandig afsted, hver gang jeg maae nødes til at være i Sælskab, Gud signe dig derfor, kiære Edvard, instruer mig nøye om Skik og Brug oppe hos jer, og jeg skal da læse over heele Vejen og stille mig saa godt an som mulig; din Søster og Svoger kan vist heller ikke give mig det bedste Vidnesbyrd, thi jeg var bestandig noget tvungen og klodset naar vi var sammen, skiøndt de langt fra ingen Aarsag gav mig dertil, men jeg er nu ikke anderledes. Jeg forarger mig selv derover, da jeg ellers er munter i Selskab med miine Venner, men aldrig saasnart kommer jeg blandt ubekjendte Frygten for at blive besværlig, gjør mig stiv, og re vera besværlig, af frygt for at kiede eller hindre andre i at tale er jeg stum som en Fisk, svarer sielden meer end Ja eller Ney, naar jeg bliver spurgt; men aldrig saa snart slipper jeg blandt Venner, før mit Tungebaand løsnes og jeg taler ret, jeg troer altsaa at Phænomenet lader sig forklare af total Mangel paa Selvtillid, og saa Fejl det er at have for meget af den, saa lidet mærker jeg nok ogsaa at man gandske kan undvære den, og jeg vil herefter prøve, at giøre lidt Vold paa mig selv –

Siden jeg nu engang er kommet i den Materie, maae du høre en lille Schisse til: Saa Kiær jeg ellers er af Spadsertoure, saa forvirret blev jeg, da mad. Winge forleden Aften, bad mig Spadsere med hende. Huusjomfruen, en gandske tækkelig Pige var med, jeg der skulde agere Chapau var yderst forlegen, begyndte nogle gange paa at snakke lidt, men følede mig bestandig misfornøyet med mig selv, jeg lod dem tradske allene paa hver sin side af Veyen, da jeg sluttede at de vel heldst ønsket at gaae fridt, siden de vilde tage sig en Motion, jeg var rigtig nok Forbandet Tvivlraadig, da jeg erindrede hvorledes Mandfolkene nede i Kjøbenhavn, trak af med en Dame under Hver Arm; men hver Gang det faldt mig ind at byde dem mine Arme, tænkte jeg igien; de er begge raske Fodgiengere (Thi Madam i sær render som en Hare) maaske de torde sige: Ney tak, vi gaaer heller eene, og det vilde da være det samme som de havde slaget mig under Øret; men da vi nu havde marcheret et godt Stykke Vey, og jeg endelig efter megen deliberation vovede at byde dem Armen, da jeg formodede deres lange Skiørter kunde have trættet dem, saa mærket jeg af deres forbindtlige Tak og dere ”dersom det ikke incomoderer Dem” hvor falskelig jeg havde sluttet, og hvilken Dårlig Bøffel jeg med ald min indvortes Artighed, maae have været i deres Øyne –

Har ikke funnet metainfo for dette bildet. Men la oss tenke oss at han gjerne ville vært så her kul.

Og så går vi nok en gang over til ting som handler om venner og fiender, og det er jo litt tyngre å forstå for oss utenforstående, så derfor prøver jeg meg med litt notater i håp om å gjøre det lettere for leseren: Johan var Edvards bror, og ble til Johan Storm Munch når han ble stor, og han og Zacharias brevveksla i minst tredve år etter dette. Wulfsberg er jeg mer usikker på, – han kan være Nils Wulfsberg, som studerte i København i rett periode. Zacharias krangel med Wulfsberg dukker opp senere i et brev til Johan, – som senere var på Eidsvoll med Nils Wulfsberg, og som trykte ting hos ham. Men det er jo ikke gitt jeg har velgt rett Wulfsberg av den grunn, – han kan jo ha hatt en bror. Fog møtte vi i brev 1

Har du ikke hørt noget fra Wulfsberg, han er gandske aandelig død for mig, thi jeg har ikke hørt fra ham paa længe før jeg reyste fra Kiøbenhavn, mon den vingede Fog ikke ogsaa har giort ham qvit. Johan veed jeg nok har capituleret , han har talt med saadan Henrykkelse om den Cousine for mig, at han kan være glad, han prædikede for en Marpesiæ Ilex. –

Mine latinerstøttekontakter på facebook kom fram til at Zacharias nok har surra med de litterære referansene sine. Arne Skjærholt sier: at det nok skal være «Marpesiae silex» (Marpesias stein), som tilsynelatende er en som står helt stille (pokerfjes kanskje?). Tilsynelatende en referanse til Aeneiden, der Aeneas møter Dido i underverdenen og prøver å snakke med henne, men hun svarer gir ham ikke svar.

Ved Heinses Omsadling falder jeg paa mig selv, jeg er virkelig tvivlraadig, om jeg bør blive Theolog eller ey; thi med al den Lyst jeg føler, til at være i en saadan Virkekræds, hvor man kan stifte saa megen sand Lykke, og hvor megen Glæde jeg end føler, naar jeg tænker mig som Landsbye Præst midt imellem en lykkelig Menighed, til hvis tarv jeg efter bedste Evne har bidraget, og hvor jeg kan skue frugten af mit eget Værk, saa faaer jeg dog vist aldrig Mod til at træde op paa Talestolen, og det er jo dog Conditio sine qva non et Menske kan være Præst. –

Jeg lever her ret fornøyet, som jeg allerede i det foregaaende har givet mig den ære at giøre dig opmerksom paa. – Jeg besidder Børnenes heele Fortrolighed og har derved Leylighed til at giøre mange psycologiske iaktagelser, som usigelig morer mig. –

Jeg har allerede giort adskiellige Field Reyser, og jeg kravler op og ned af dem saa godt som nogen, her er nogle deylige Bugter ved Mosse-Sundet, ja de er saa nydelige at ikke selve Diana skulde lade haant om at Pladske sig her om Sommeren, kort, overalt hvor jeg kommer gientager jeg Nordahl Bruuns Ord: ”Norges Land er ingen Ørk”, skjøndt de synes mig lidt vel Beskedne, han kunde gierne sagt, det var et Paradis. – Du maae endelig lade mig viide, hvor langt der er fra Lands Præstegaard til Zimmermand paa Norderhaug. – Min Løn hos Winge er 160 Rd. Om Aaret.

Det neste er litt irriterende. De snakka sikkert masse om hva-det-nå-var i jula, når Zacharias var på besøk oppe hos Edvard, men gidder han fortelle oss om hva det gjelder? Naturligvis ikke. 

Ved det annet, som du Ønskede at viide, gienkaldte du mig en Ubehagelighed, som jeg Gud være lovet , allerede er udreddet af, baade hvori  den bestod og Maaden hvorpaa jeg blev reddet skal du eengang faae at viide; men endnu for Tiden Maae du Skaane mig, jeg kan ikke sige det. Saa underlig det maae synes dig, saa meget gleder mig din Efterspørsel, det røber den sande Vens Deeltagelse, det har giort dig om mulig endnu kiærere for mig.-

Endnu engang, kiære, gode Edvard, lad det ikke giøre noget Skaar i dit Venskab for mig, miskiend ikke din Ven fordi det kan falde ubegribeligt hvorledes han kan have noget som han maae dølge for Dig, han qvæles desuden af den Tanke, at du rimeligvis vil giøre dig mange falske Gisninge, men Omstændighederne, hvilke ikke er noge Menneske uden mig selv bekiendt, skal du naar du erfarer tingen undskylde mig og botrydde al tvivl om min Fortrolighed til dig. Lev nu vel og miskiend for ald Tins ikke.

Din Z. Møller.

 

Zacharias’ brev 2 – Skøyteløp

[Brev 1 | Brev 2]

Jeg liker så godt Gilbert Stuarts skøytebilde fra 1780. Men under finner du en lenke til ei side med flere bra skøytehistoriebilder.

Det står ikke hvem dette brevet skulle til, men tonen er så lik det forrige, at jeg antar det var Fogh som fikk det. Men dette er ren gjetning fra min side, og du må altså ikke stole på meg. 

Greit, greit, det er ikke det morsomste brevet om du ikke er mossepatriot og elsker å lese om hvor vakkert det er på Moss. (Det blir så mye bedre snart, jeg lover!) 

Det er alltid morsomt med skøyter. Det ble importert endel skøyter til Christiania på begynnelsen av 1790-tallet. Skøyter var en rimelig hipp hobby å ha.

Jens Gram, som såvidt nevnes i slutten blir et gjennomgangstema, men på veldig veldig kryptisk maner. Mer om det senere. 

Historienørden i meg ville nøste opp trådene på slutten, – jeg skulle liksom finne ut hvilket stykke kongen fikk oppført på bursdagen sin, og om det faktisk ble maskerade i København i 1798, men jeg frykter det krever en tur på nasjonalbiblioteket, og siden jeg ikke fikk somla meg dit, ga jeg opp. Kanskje senere. Kanskje senere.

D 17 Novbr

I Mandags den 14 fik vi først Frostvejr her, efter at vi bestandig havde havt Regn, Taage og Sol, siden jeg kom her, men nu har det ogsaa froset raskt lige til i Dag, og jeg har alt løbet paa Skøyter siden i Torsdags, du maae troe her er en prægtig Skøytebane hvor man har Skovbegroede Klipper paa begge Sider, og det degeligste Maanskin om Aftenen, du skulde være med, ja gid du var her, du maae endelig lade mig viide, om man længe har kundet løbe paa Skøyter hos jer, ogsaa maae du giøre mig den Tieneste, at sende mig nogle gode Haand-Tegninger op, som Preislers Fundamenter, landskaber med videre, thi jeg har nu dobbelt Lyst til Tegning, og vilde vel ønske mig deri Fulkommenhed deri, især da jeg til Sommeren kommer til at ligge paa et Lyststed uden for Byen, hvor jeg fra den aabne Aletan, som er oven paa Huuset, har de skiønneste Situationer for mig; paa den eene Side det vilde Hav, paa den anden Mosse Sundet, paa hvis Bredder, nydelige Lystgaarde omringede af Kneisende Gran Skove og frugtbart Agerland hæver sig, her bruser en Søe, hist risler en Bek, kort alt er saa malerisk, at jeg ærgrer mig, naar jeg tænker paa, at jeg ikke engang kunne male et par døde Fugle. –

Naar du vil skrive mig til hvor meget Tegningene koste som jeg haaber du sender mig, saa skal jeg ufortøvet skikke dig Pengene ned, eller ifald du vilde være mig saa overmaade precios, at laane mig nogle af dine Tegninger, saa skal du være min allernaadigste Ven. Lev nu vel og hils alle fælleds Bekiendte fra mig, ikke at forglemme Bildthugger Gram og Kreydahl, ham maa du endelig undskylde mig hos, at jeg ikke fik Tiid at komme op og tage afskeed med ham, som jeg havde lovet.

Din Ven
Z. Møller.

Skriv mig endelig til med første Post, og lov mig viede alt det Nyt, du kan skrabe sammen, ibland andet, hvad Komædie der bliver opført paa Kongens Gebursdag, og om der bliver Maskerade; fortæl mig ogsaa noget om Jens Gram, ifald du endnu omgaaes ham – Hvad du vil sende mig behøver du blot at levere til min Moder, som da besørger det – Jeg kommer maaskee til Sommeren og giør et besøg hos jer gode Kjøbenhavnere, –


* Mer skøytehistorie finner du her.
* Jeg hadde egentlig tenkt å spare dette innlegget til jeg faktisk hadde funnet ut åssen komedie som ble satt opp i forbindelse med kongens bursdag, men det har jeg rett og slett ikke klart å finne ut av.

J. W. Edy – «Moss over broen» 1801.

Zacharias’ brev 1 – Hjemlengsel

Zacharias Møller, (f.1779) lærersønn fra København, hoppa som 19-åring av teologistudiene sine for å dra til Moss for å være huslærer. Det høres jo unektelig litt traurig ut å bytte København mot Moss, men til syvende og sist skulle han ende med å bli boende i Østfold mesteparten av livet.

Dette er de første to breva i brevkladdeboka etter Zacharias. Den begynner i 1798, og fortsetter noen år framover, – breva går mest fra Moss, men tar også en tur innom Christiania og Hedmarken. En tid kommer de fra København. Mange er udaterte, mange går til folk jeg ikke har klart å spore opp, endel er litt mystiske, liksom skrevet i koder for at bare de som allerede vet… hva det nå måtte være… vil skjønne hva det gjelder. Etter å ha pløyd meg gjennom samtlige av breva, har jeg likevel kommet fra til at de sikkert har interesse også for de som ikke er hans tipp-tipp-oldebarn.

Det første er til en kompis, Fogh, hvem nå han måtte være – jeg har ikke funnet noen klar kandidat. Jeg liker det første brevet veldig godt, med den såre mimringa over å ha forlatt København, og «være udenfor sit Fædreneland», og fordi det han savner i hovedstaden er sånne hverdagslige ting man gjør med kompisene sine.

Har ingen referanse på bildet, men du finner om ikke annet kalkbrenneri, Kastellet og Peblinge sø så du kan orientere deg i byen.

FRA ZACHARIAS MØLLER TIL FOGH.

Moss 10 novbr 98 – Charmante Ven!
Du skal ikke vente mig paa Volden i Aften, thi jeg troer næppe at jeg gaaer ud og bader mig i Dag; men vil du komme i Morgen Aften og hente mig, saa skal jeg gaae med dig ud ved Kalk-brænderiet; lad mig nu see at du kommer vist jeg veed ellers ikke om du er stødt over noget, da jeg ikke har seet dig hos mig paa en heel Maaned ; men maaskee det er fordi jeg er flyttet at du synes spadsertouren op til mig er for lang, ja der kan man see hvor magelig du er. Fy! Skam! Dig, giør du ikke meere af din Ven –

Men alvorlig talt, min Kjære Fogh! Jeg længer inderlig meget efter at tale med dig, og nu da vi ere skildte ad, føler jeg ret, hvor meget jeg holdt af dig, og naar jeg tænker paa hvor længe det endnu vil vare inden jeg igien kommer til at giøre en behagelig Spadsertour med dig, saa synes jeg at være fængslet. Det er dog saa underligt at være uden for sit Fædreneland, nu forekommer mig alt omkring ved Kiøbenhavn vakkert, og tænker mig ofte med Glæde tilbage, at gaae ved din Side og see Maanen titte frem igienem Trææ-Toppene i Alleen ved det gamle Kalkbrænderie, jeg hører dig synge: Højt lyder Bedeklogens Slag, og Bag klippen ved den nøgne Strand*; nu staae vi (en annen aften) paa Peblinge-Søe Broen og høre en (…) Baad glide hen over vandet, imedens den ildrøde Maane arbejder sig frem ud af Kiøbenhavns Taage; mindes du den, megen Moroe vi har havt i Kreydahls Sælskab, jeg seer saa grant hvor han staaer paa Broen og vasker sin Karo, og beder den heele Række som holder ham i Kiolen, for Guds Skyld ikke at slippe; hvor han staaer ude i Vandet lukker Øynene, dukker under og bander Drengene som fyrer paa ham fra Slæbe stædet; jeg føler endnu hvor han dunker os for Brystet og byder os Snuus Tobak medens han i største Iver spørger os: Var det ikke ret? Det sagde jeg saa Gud! Saa skal De have! hvad? hvad? – hvad siger De Fogh? –

Her blir noe borte for oss som ikke var der, jeg overlever, og setter likevel pris på kompisfølelsen i skildringa. Håper ikke jeg er allene om det. Jeg vet ikke hva en Karo er, og jeg skjønner ikke ordet jeg har utelatt over, det med latinske bokstaver. Nisciserende? machiserende? – døm sjæl.

Jeg skulde nok ikke troe han bader sig længer, skiøndt han endnu holdt ved da jeg reyste – hvor længe blev du ved? Du svarer ikke – svar dog! Skrig saa høyt du kan saa skal jeg forsøge om jeg ikke kan høre det, ved at lytte efter. – Jeg ærgrer mig næsten ogsaa over at jeg ikke kommer til at løbe Skøyter paa Peblinge Søen med dig i Vinter, eller paa Castel Graven eller til Lunde Huuset med Blick og Schouboe – – –

Men stop! Jeg løber alt for dybt ind i Sagerne der hjemme og glemmer reent Norge, hvor jeg dog virkelig er, ja nu er jeg der, og jeg veed ikke hvor Tiden er bleven, jeg synes det er kun gaaen kort siden den morgen jeg gik med dig i Contra Skæret, og sagde: nu er der kun 14 Dage til, saa er jeg i Norge.

Reysen her op morede mig meget, skiøndt jeg ofte blev gienmblødt og pidsket af Hagel og Storm; thi vi havde undertiden ogsaa godt Veyr og kom igiennem fortryllende Egne: dersom du skiøtter om det, skal jeg eengang sende dig nogle af mine Reysee-Tildragelser: thi jeg har holdt Dag-bog paa heele Reysen. 2 Octb kom jeg til mit bestemmelses Stæd her paa Moss, blev meget artig modtaget og fandt for saavidt alting efter Ønske, jeg har faaet 3 meget vakre og snilde Børn at læse for og beholder deres heele Fortrolighed, man lever brillant og der bliver giordt meget af mig . Egnen her omkring er vakker og især et Stykke fra Byen aabner sig en romantisk Udsigt.

Det er ikke flust med ute-bade-bilder fra 1790-tallet, men Thomas Rowlandsonds bilde fra Brighton er jo omtrent i riktig tid, – om enn ikke i en urban Københavnersetting.

——
* Om du søker på spotify, finner du en versjon under navnet «Maria græd ei mer for mig», innspilt av Lydom & Høirup. Ser ut til at melodien er gått tapt, men de har lagd en ny som er veldig fin. Ifølge denne boka er visa skrevet av P. A. Heiberg.